Drengen med det store hoved skal lære børn om livet
En mor og søn fra Aarhus har skrevet en bog om drengen Waldur. Han har et kæmpestort hoved og skal hjælpe børn og voksne til at tale sammen om at det sjove, svære og forunderlige i livet.
Waldur er anderledes end de andre børn. Han har nemlig et ret stort hoved.
Men det har han bestemt sig for, ikke skal gøre at han bliver puttet i en kasse for børn, der er anderledes.
Med humor og en gennemtrængende undren om alt fra livet til alle de mærkelige ting, de voksne siger, går han til verden med et stort gåpåmod og driver mor og far til vanvid med sine mange spørgsmål.
Og netop det håber forfatterne, der har opfundet Waldur, at de børn der læser om ham også vil gøre med deres forældre.
Dorte Grynderup på 58 år fra Aarhus er mor til Louis Grynderup på 26 år, og sammen har de skrevet børnebogen: ’Waldur – Drengen med det store hoved’. Håbet er, at den kan fungere som samtalebog mellem forældre og børn:
- Jeg tror ikke, der findes mange bøger, som sætter fokus på alt det sjove, svære og forunderlige i livet, som vi gør det med denne bog. Tænk, hvis man kan lære børnene at tale om tingene allerede i en tidlig alder, siger Dorte Grynderup til TV2 ØSTJYLLAND.
Baseret på virkelig oplevelser
Bogen er baseret på virkelige hændelser, som Dorte har skrevet ned, mens hendes børn er vokset op – og så har Louis suppleret og har kunnet udbygge historierne med minderne fra hans barndom:
- Det unikke ved bogen, er at den er baseret på egne erfaringer. Og så har den en masse gode budskaber. Som for eksempel, at det er okay at være anderledes, og at acceptere sig selv som den, man er og stå ved det, siger Louis Grynderup til TV2 ØSTJYLLAND.
Også Dorte og Louis har fået noget ud af Waldur. Arbejdet med bogen har bragt dem tættere sammen som mor og søn:
- Det har været en fornøjelse. Der har selvfølgelig også været nogle udfordringer, fordi man gerne både vil skrive en god historie, men heller ikke vil blive uvenner med sin mor, fortæller Louis Grynderup.
Læs også:
Og hans mor supplerer:
- Det er en hårfin balance, når det er mor og søn sammen. Men det har styrket vores forhold, og jeg synes, det er gået rigtig godt, og jeg er så stolt af Louis, siger Dorte Grynderup.
’Waldur – Drengen med det store hoved’ udkom den 3. oktober på Skriveforlaget.