Kasper fik smadret sine dæk på kommunal vej - men kommunen vil ikke dække skaderne
Den 20. februar i år kom Kasper Therkildsens kæreste kørende i deres bil på Højsletvej i Randers. En lastbil kom kørende imod hende, og da vejen ikke er særlig bred, valgte at hun at trække ud i rabatten.
Derefter kom der et ordentligt smæld fra bilen, og hun kunne efterfølgende konstatere, at to hjul var punkteret, og begge fælge var smadret.
Det er ifølge Kasper Therkildsen hullet i asfalten, der er skyld i skaden. Der er flere centimenter fra vejen og ned til rabatten. Men kommunen vil ikke dække skaderne.
Vejhjælp henter bilen, og de melder derefter skaden til forsikringen, som siger, at de vil tage sagen op med kommunen. Forsikringsselskabet har ifølge Kasper Therkildsen en forventning om, at kommunen vil dække skaden.
Ikke pengene men princippet
I sidste uge fik parret så besked fra deres forsikringsselskab: Randers Kommune vil ikke dække skaderne, da de ikke mener, at hullet i vejen er en del af kørebanen og dermed ikke er til fare for bilister.
- Det er noget tamt. Vi er vant til at køre på den vej, og det er året rundt, der er de huller. Mange af dem ligger selvfølgelig lige i kanten af vejbanen, men vejen er så smal, at man ikke kan køre to forbi hinanden, siger Kasper Therkildsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Kasper Therkildsen og hans kæreste ender derfor med at skulle betale regningen på 5900 kroner selv, da de har en selvrisiko, der er højere end beløbet. Men det er ikke beløbet, der er problemet, siger han.
- Det er princippet. Vi betaler vejskatter, for at vejen skal være i orden. Jeg kunne bedre acceptere det, hvis det var ude i en rabatten, siger Kasper Therkildsen.
Randers Kommune skriver i deres brev, at de mener, at hullet er i rabatten og dermed ikke er til fare for trafikken. Samtidig gør de forsikringsselskabet opmærksom på, at de to gange årligt laver tilsyn med vejen, og de har ikke haft nogle bemærkninger hverken i december 2018 eller maj 2019.
Flere i lignende situation
Kasper Therkildsen har efterfølgende skrevet et opslag på Facebook for at høre, om andre har oplevet noget lignende på strækningen, og det er det flere, der skriver, at de har. Men det hjælper ikke meget.
- Problemet er, at mange ikke har dokumenteret det og taget billeder, siger Kasper Therkildsen.
De arbejder nu på at få andre bilister til at dokumentere deres skader efter at have kørt på vejen, og derefter vil de kontakte kommunen igen.
Kræver at kommunen er erstatningsansvarlige
Lars Sønderby, økonomidirektør i Randers Kommune, ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men vil til TV2 ØSTJYLLAND gerne uddybe kommunens generelle tilgang til denne form for sager:
- Vi må ifølge loven ikke udbetale erstatning, hvis ikke vi er erstatningsansvarlige. For at vi er erstatningsansvarlige, kræver det, at skaden er sket i forbindelse med, at vi enten har begået en fejl eller har forsømt vejene. Hvis det kan påvises, kan vi udbetale erstatning, fortæller Lars Sønderby til TV2 ØSTJYLLAND.
Kommunen fører tilsyn med vejene til et niveau, der svarer til, hvor meget vejene bliver brugt. Men et hul i vejen kan opstå i løbet af et døgn, og kan derfor også ske mellem to tilsyn, lyder det fra Lars Sønderby.
Han opfordrer derfor borgerne til at tippe kommunen, hvis de opdager huller i de offentlige veje:
- Vi har over 1100 kilometer veje at føre tilsyn med, og derfor vil vi rigtig gerne have hjælp fra borgerne. De kan benytte sig af vores Giv et praj-ordning, hvor vi opfordrer borgerne til at lade os vide, hvis der er sket noget med vejen, og så reagerer vi på det relativt hurtigt, siger Lars Sønderby.
Han understreger desuden, at borgerne skal føle sig frie til at klage til kommunen, hvis de mener, at de har krav på erstatning.
- Vi er sådan set kun interesserede i at gøre det rigtige. Hvis vi er erstatningsansvarlige, så udbetaler vi. Men det må vi ikke, hvis ikke vi enten har begået en fejl eller har forsømt vejene, siger han.
Svært at få penge
TV2 ØSTJYLLAND har fremlagt sagen for FDM, der tænker, at det bliver svært at få penge fra Randers Kommune.
- Det, at der et hul, er ikke et erstatningskrav. Det kan det være, hvis de har tilsidesat deres tilsynspligt, eller hvis de har vidst, at der var et hul og så ikke har reageret, og så skal man også kunne bevise, at skaden er sket ved hullet, siger Michael Ern Nielsen, der er jurist hos FDM.
- Det er svært at få erstatning fra en kommune, men ikke umuligt, tilføjer han.
Randers Kommune har ifølge deres brev til Kasper Therkildsens forsikringsselskab overholdt deres tilsynspligt, og de mener samtidig ikke, at hullet er en del af vejbanen.
Ifølge FDM er deres argumenter reelle nok.
- Hvis man endelige kom frem til, om der var et ansvar. Så skal man også se på, om de overhovedet skal reparere på det. Det kommer blandt andet an på størrelse og placering, siger Michael Ern Nielsen.
Han siger, at folk oftere får erstatning for skader, der er sket på privat vej, og hvis man vil øge sin chance hos en kommune, er det en god ide at anmelde et hul i vejen, så snart man ser det. Så kan det være, at det bliver repareret eller folk, der efterfølgende kører på strækningen, vil kunne få erstatning, hvis de får skader på deres bil.