Dumt: Røvere truede sig til 3000 kroner på MobilePay
Under et røveri blev en 21-årig mand truet til at overføre penge på app’en MobilePay
En 21-årig mand blev natten til lørdag passet op af to mænd i Fiskergade i Aarhus. De to mænd pressede den 21-årige op af en port og truede ham til at udlevere penge.
Røverne fik da også pengene – men på en meget indiskret måde.
De bad nemlig om at få 3000 kroner overført på app’en MobilePay. En tjeneste hvor der vel at mærke ikke er mulighed for at være anonym.
Røverne forsvandt efter overførslen gik igennem. Herefter tilkaldte den 21-årige politiet.
Vagtchef ved Østjyllands Politi, Carsten Dahl, forklarer, at nattens efterforskning var ganske kort. Politiet havde både et signalement på de to gerningsmænd, og sågar et navn på den ene røver at gå efter.
Politiet nøjedes derfor med en kort tur i området, før de fandt de to formodede gerningsmænd på henholdsvis 18 og 19 år. De er nu begge sigtet for røveri.
I marts i år var der en lignende sag fra Aarhus, hvor en røver også måtte ty til MobilePay. Det er dog ikke en fremgangsmåde, som politiet ser så tit, oplyser Carsten Dahl.