Efter dødsulykke: Politiet er fortsat til stede i Friheden
Politiet kan ikke sige, hvornår de er færdige.
Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, er dagen derpå fortsat dybt rystet og påvirket af ulykken i går, der kostede en 14-årig pige livet i rutsjebanen Cobraen.
- Man er lige så berørt som i går. Det er lidt længere på afstand, men følelsen er den samme, siger direktøren.
- Det påvirker mig og mine kolleger dybt.
Politiet er fredag fortsat i gang med de tekniske undersøgelser i parken, og hverken politiet eller Henrik Ragborg Olesen kan sige noget om, hvor længe det vil tage.
- Det er ikke noget, man kan klare på to dage. Jeg ved ikke, hvad der skal ske, men vi samarbejder og støtter selvfølgelig og stiller det til rådighed, myndighederne har brug for, siger direktøren.
Igen i dag flages der på halv foran parken, og endnu flere personer har været forbi og lægge blomster.
Parken er i første omgang lukket fredag, efter at en tragisk ulykke kostede en 14-årig pige livet, mens en 13-årig dreng kom til skade med hånden og torsdag blev opereret.