Efter flere tyverier fra både: Nu kommer politiet med opfordring
Østjyllands Politi bekræfter, at fem bådejere har fået stjålet påhængsmotorer fra Egå Marina i sidste uge. Nu opfordrer de til, at man holder særligt øje.
I sidste uge fik Ken Fenger stjålet en påhængsmotor fra sin sejlbåd, som ligger i lystbådehavnen Egå Marina nordøst for Aarhus - til trods for at den var låst fast til et beslag med godkendt lås. Det kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle lørdag.
Her fremgik det af et Facebookopslag, som Ken Fenger havde skrevet, at tre andre bådejere stod i samme situation.
Mandag bekræfter Østjyllands Politi, at de har fået fem anmeldelser om stjålne påhængsmotorer fra lystbådehavnen Egå Marina, som alle er blevet stjålet i løbet af sidste uge.
- Det kunne godt tyde på, at det har været den eller de samme gerningspersoner, der har været på spil. Alle påhængsmotorerne er blevet stjålet mellem den 17. og 20. maj, siger Janni Lundager, der er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er ikke et helt ukendt fænomen for os, at der bliver stjålet påhængsmotorer.
Hun understreger dog, at det er begrænset, hvor meget politiet kan gøre ved sagen, da der i flere af tilfældene hverken har været spor, overvågningsvideo eller vidner.
Læs også:
Til gengæld kommer hun med en opfordring til folk, der færdes på marinaen - og for den sags skyld også andre steder, hvor det kunne være relevant.
- Vi opfordrer til, at folk holder øje i områderne og melder ind til os, hvis de ser mistænkelig adfærd. Så vil vi rigtig gerne høre fra folk, siger Janni Lundager.
Har du oplevet at få stjålet påhængsmotorer eller andet fra din sejlbåd, så hører vi meget gerne fra dig. Tip os på mail tip@tv2oj.dk