Mindst fire bådejere udsat for tyveri: - Møgirriterende

Mindst fire bådejere har for nyligt fået stjålet deres påhængsmotor på Egå Marina.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Ken Fenger måtte aflyse sin tur til Tunø i weekenden, efter hans påhængsmotor er forsvundet. Privatfoto: Ken Fenger

- Møgirriterende. 

Sådan beskriver Ken Fenger den kedelige overraskelse, han fik, da han skulle se til sin båd fredag formiddag. 

- Jeg havde glædet mig til at sejle til Tunø i weekenden, siger en skuffet Ken Fenger til TV2 ØSTJYLLAND. 

Men Tunø må altså vente. 

Hans sejlbåd ligger i lystbådehavnen Egå Marina nordøst for Aarhus, og påhængsmotoren er normalt låst fast til et beslag med godkendt lås. Det var den også den her gang, men det var åbenbart ikke nok.

Jeg bliver skideirriteret og sur over det. Når det nu er blevet sommer, og man gerne vil ud at sejle, kan man ikke komme det.
Ken Fenger, bådejer, Aarhus

- Jeg skulle bare ned at kigge til båden, og så konstaterede jeg, at motoren var væk, siger han.

Og det er han ikke den eneste, der har været udsat for på det seneste. I et Facebookopslag informerer Ken Fenger andre bådejere fra Egå Sejlklub om hændelsen. I skrivende stund er der tre andre bådejere, der fortæller, at de har fået stjålet deres påhængsmotor på Egå Marina.

Facebookopslaget har indtil videre fået tre andre bådejere fra Egå Sejlklub til at fortælle, at de også har fået stjålet deres påhængsmotor.

Ken Fenger frygter dog, at flere er endt i samme båd. 

- Jeg vil vædde med, at der er endnu flere. Det er ikke alle, der er ved deres båd hver dag, så der er nok flere, der opdager det her i weekenden, siger han.

Ken Fenger havde selv ikke besøgt båden i to dage, da han kom fredag formiddag, så han ved ikke præcist, hvornår påhængsmotoren er forsvundet. 

Ken Fengers båd er en lille sejlbåd, som han nyder at sejle i om sommeren. Privatfoto: Ken Fenger

Han fortæller, at motoren vejer 26 kilo og hænger fastspændt ud over vandet, når båden ligger i havnen.

- Det er ikke sådan en, man lige tager under armen og stikker af med. Så jeg gætter på, det er professionelle, stærke mennesker, siger han. 

Det er da ubehageligt, at nogle har kravlet rundt på ens båd og skåret låsen over.

Ifølge Ken Fenger har der ikke været indbrud i hans båd, og intet er umiddelbart ødelagt. 

- Det er sikkert nogle, der har haft det rigtige værktøj, så de har kunnet skære låsen af og fjerne den, siger han og fortsætter:

- Og det er da ubehageligt, at nogle har kravlet rundt på ens båd og skåret låsen over, siger han. 

Nu håber Ken Fenger, at nogen har set eller hørt noget. Han fortæller, at han har informeret havnemesteren og anmeldt det til politiet. Ifølge bådejeren koster en motor magen til 10.000 kroner fra ny, men det har han hverken råd eller lyst til at give, for han frygter, at det samme sker igen. 

- Jeg skal have en meget gammel og grim påhængsmotor næste gang, som der er ingen, der gider at stjæle, siger han. 

Lørdag har det ikke været muligt at få oplyst, om eller hvor mange anmeldelser Østjyllands Politi har registreret. TV2 ØSTJYLLAND arbejder på en kommentar fra Egå Marina. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her