Efterlyst Audi er fundet i det nordlige Aarhus
Østjyllands Politi har fundet den bil, der blev brugt i forbindelse med et røveri tidligere mandag
Østjyllands Politi har fundet den bil, der blev brugt i forbindelse med et røveri tidligere mandag.
Det oplyser politiet på Twitter. Vagtchefen har i øjeblikket ikke yderligere kommentarer til sagen.
Tidligt mandag formiddag blev en guldsmed på Guldsmedgade i det centrale Aarhus udsat for et groft røveri, og det var efterfølgende nødvendigt for manden at blive tjekket på sygehuset.
Ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs oplysninger er manden blevet syet for et snitsår i ansigtet.
Umiddelbart efter ledte Østjyllands Politi efter vidner, og flere havde set en sølvfarvet eller koksgrå Audi, og den er altså nu fundet i det nordlige Aarhus.
De tre gerningsmænd til røveriet menes alle at være i alderen 20-25 år. De var iført sort tøj og kasketter eller hætter.
En af dem, en mand på 180-185 centimeter og med lys hud, bar noget, der lignede en kniv, oplyser politiet.