Ekstra Bladet får lov at beholde omstridte optagelser

TV2 har krævet, at skjulte optagelser fra plejehjem, som Ekstra Bladet har offentliggjort, blev fjernet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: TV 2

Ekstra Bladet og TV2 har indgået et forlig i en sag om skjulte optagelser af en dement kvinde. Det skriver Ekstra Bladet på sin hjemmeside.

Ekstra Bladet må fortsat vise det omstridte videoklip, som viser plejepersonalets håndtering af en 90-årig dement kvinde på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

Det er TV2, der har stået for at lave optagelserne.

I sidste uge blev der i Vestre Landsret nedlagt et fogedforbud, så TV2 ikke kunne offentliggøre de skjulte optagelser fra plejehjemmet.

Optagelserne skulle have indgået i en dokumentar om angiveligt kritisable plejeforhold på det pågældende plejehjem i Aarhus.

Da Ekstra Bladet mandag aften valgte at lægge klippet ud på sin hjemmeside, valgte TV2 at sende en såkaldt forbudsbegæring til Ekstra Bladet såvel som Københavns Byret.

Kravet lød, at Ekstra Bladet skulle fjerne optagelsen.

Forliget mellem parterne er blevet indgået i Københavns Byret.

Det giver dog ikke Ekstra Bladet frit spil. Mediet må lade de optagelser, som allerede er offentliggjort, ligge på sin hjemmeside.

Men mediet må ikke offentliggøre nye klip fra plejehjemmet.

Optagelsen viser den 90-årige Else, der har problemer med at komme af med sin afføring. Plejepersonale hejser hende derfor op i en lift over hendes seng.

Her tilskyndes hun til at lave afføring ned på en ble på sengen.

Men kvinden, der lider af demens, giver på optagelsen udtryk for, at hun har ondt, og beder adskillige gange om at blive hejst ned igen.

Det var den ældre kvindes familie, der oprindeligt kontaktede TV2, da de var bekymrede for plejehjemmets behandling af Else. På den baggrund opsatte TV2 skjulte kameraer i hendes bolig.

Aarhus Kommune, der står for driften af plejehjemmet Kongsgården, krævede, at TV2's dokumentar blev stoppet.

Og det skete, da der blev nedlagt fogedforbud.

VIDEO: Ekstra Bladet har valgt at vise skjulte optagelser, som TV2 har lavet. Optagelserne viser plejesvigt på Plejecentret Kongsgården i Aarhus, men landsretten har nedlagt forbud mod at vise optagelserne. Alligevel har Ekstra Bladet valgt at vise optagelserne, hvor den demente Else på 90 år bliver udsat for massivt omsorgssvigt. Se indslaget fra den 7. juli 2020 her. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her