Engområde er frikendt for giftigt stof

Beboerne i Gl. Skejby kan igen færdes i Koldkær enge uden at frygte at blive syge af PFOS, efter kommunen har fået svar på fire prøver. Også mælken fra græssende kvæg er giftfri.

Steen Okbo fra Gl. Skejby kan færdes i området omkring Koldkær Enge uden at frygte forekomst af PFOS, for undersøgelserne er færdige, og jorden er ikke giftig.
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er godt nyt til beboerne og andre, der gerne vil færdes i Skejby.

Aarhus Kommune har op til weekenden offentliggjort resultaterne af de prøver for PFOS, der er gennemført på eng og i grøfter omkring brandskolen i Skejby.

Prøverne er taget, efter det kom frem, at det giftige fluorstof PFOS kan være sivet ud fra brandskolen og forurenet jord og vand.

Tre rene prøver - en med lave forekomster

Det er det scenarie, der udspiller sig i Korsør, hvor flere hundrede er blevet syge af at spise kød fra kvæg, der har græsset på et PFOS-forurenet areal.

I Skejby er der dog ingen grund til frygt. Teknik og Miljø i Aarhus har fået svar på de fire prøver, der er taget på Koldkær Enge, to græs- og to jordprøver. De to græsprøver er fri for PFOS, mens den ene jordprøve også er PFOS-fri og den anden har så lave forekomster, at de ligger under grænseværdien, oplyser Aarhus Kommune fredag eftermiddag.

Aarhus Kommune undersøger fortsat brandskolen i Skejby for PFOS.

Samtidig er der også indløbet positive nyheder fra Fødevarestyrelsen, der har undersøgt mælken fra græssende kvæg i området ved Koldkær enge, og mælken er ligeledes konstateret fri for PFOS.

Vi har heldigvis ikke fundet PFOS over grænseværdierne i enge og grøfter på jord og græs, og lige så vigtigt har Fødevarestyrelsen heller ikke fundet PFOS i mælken, siger afdelingschef Simon Grünfeld fra Teknik og Miljø.

Undersøger fortsat brandskolen

Aarhus Kommune er dog ikke færdig med at undersøge forekomsterne af PFOS, fortæller afdelingschefen. Selve brandskolen bliver nemlig fortsat undersøgt, og der kommer til at gå noget tid, før der er svar på prøverne derfra.

- Vi bliver nødt til at afdække, om vi reelt har en jordforurening, og hvor stor den er. Det bliver vi jo nødt til at afdække. En ting er, at vi ikke måler noget, de dage vi er ude at måle, men vi bliver nødt til at afdække, om der siver noget ud fra grunden. Nu skal vi gøre det ordentligt. Vi har sat undersøgelsen i gang, så snart vi fik mistanken, siger Simon Grünfeld.

Man skal også fortsat lade være med at bade og fiske i områdets regnvandsbassiner, lyder det fra Aarhus Kommune, hvilket dog er en generel anbefaling, da man på anden måde kan blive syg af det.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her