Er du skruk? Så drop kaffen
Aarhusianer bag ny opsigtsvækkende undersøgelse
Kvinder, som ønsker at blive gravide ved hjælp af kunstig befrugtning, skal måske holde lidt igen med kaffe-drikkeriet.
En stor aarhusiansk undersøgelse blandt 4.000 danske kvinder, som har modtaget IVF-behandling, viser, at mere end fem kopper kaffe om dagen nedsætter sandsynligheden for at blive gravid med hele 50 procent.
Forskningen er blevet præsenteret tirsdag ved den årlige konference for European Society of Human Reproduction and Embryology.
- Selvom vi ikke er overrasket over, at kaffeforbrug påvirker chancen for at blive gravid, så er vi overrasket over, hvor stor effekten er, siger forskeren bag undersøgelsen, Ulrik Schiøler Kesmodel fra fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital.
Forskellige resultater
Sammenhængen mellem kaffe og fertiliteten er blevet studeret flere gange tidligere - med forskellige resultater til følge.
Nogle undersøgelser har vist øget risiko for spontan abort for kaffedrikkere, mens andre har vist det stik modsatte.
Den nye analyse viser, at den "relative risiko" for at blive gravid, hvis man drikker mere end fem kopper kaffe om dagen, når behandlingen begynder, er 50 procent mindre.
Samtidig viser analysen, at chancen for levendefødte er 40 procent mindre. Det resultat er dog ikke signifikant.