Fjollet reklame fra lokal butik hapset af instagrammer med en million følgere
Det er guld værd, at butik har fået delt videoer på kendt Instagramprofil, mener ekspert.
Anders Hemmingsen.
Mange kender ham fra Instagram, og hvis du ikke er bekendt med navnet, kan vi oplyse, at han står bag landets formentlig mest kendte Instagramprofil, som netop har rundet en million følgere.
Anders Hemmingsen er en såkaldt influencer, der er kendt for at dele humoristiske billeder og videoer på ’Andershemmingsendk’.
Ikke ét men to hit
Hvad har en lokal Rema 1000 i Solbjerg med landskendte Anders Hemmingsen at gøre?
Først og fremmest er det et godt spørgsmål. Dernæst er svaret, at det to gange er lykkedes butikken at lave en reklame, der er blevet delt på den kendte Instagramprofil.
Det er senest sket med en video, hvor den daglige leder af Rema 1000 i Solbjerg, Jimi Sørensen Pakula, med tre kartoner økologisk mælk i armene lader sig falde 30 meter i en forlystelse i Tivoli Friheden i Aarhus.
Tog en morfar
Når Anders Hemmingsen deler videoen med sine en million følgere, er det ifølge Jimi Sørensen Pakula bevis på, at andre deler hans og kollegernes humor.
Et eksempel på denne humor kunne være, at butikken i Solbjerg ved nytår delte en reklame, hvori Jimi Sørensen Pakula "stjæler" en beboer fra det lokale plejehjem, fordi Jimi har fået at vide, at han ser træt ud og skal tage en morfar (en lur, red.).
Jimi Sørensen Pakula havde hørt navnet Anders Hemmingsen, inden den kendte influencer delte en video, hvori butikken søger nye ungarbejdere.
- Men jeg vidste ikke, hvor stor betydning, det ville have, at han delte den på hans Instagram. Vi fik virkelig mange ansøgninger efter den første film, og så går snakken her i byen. Jeg synes, det er rigtig positivt, at den er blevet taget godt mod i lokalsamfundet, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Min egen datter danser til Tik-Tok, og det er hende, der har lært mig hjemme den i stuen. Jeg tænkte, at det nok var sådan noget, de unge dansede til. Noget andet er så, at jeg ikke danser så godt som min datter.
På den gode måde
Hvorfor laver du de her lidt skøre reklamer?
- Det skaber en rigtig positiv energi, og vi har det sjovt med det.
Føler du, at Anders Hemmingsen gør grin med jeres reklamer?
- Min opfattelse er, at han synes, det er sjovt på den gode måde. Vores reklamer lægger også op til, at man skal grine af dem. Det er fis og ballade, og det er ofte mig, der står i en pinlig situation.
Ekspert: Et kvalitetsstempel
Ifølge ekspert i digitale og sociale medier Benjamin Rud Elberth har Jimi Sørensen Pakula ramt jackpot med sine , og butikkens, videoer.
- Han har så mange følgere i den rette målgruppe. Det er et kvalitetsstempel, når han deler videoerne, for det er ikke fordi, han gør grin med dem, siger Benjamin Rud Elberth til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Han anerkender, at butikken er gået all in og har lavet noget skævt. Det kan udelukkende være positivt. Butikken får en superbenzin-indsprøjtning i bagdelen, for Anders Hemmingsen har rækkevidden i de unge målgrupper.
Det kan faktisk ikke gå galt, når virksomheder - eller helt almindelige danskere - får indhold delt på Anders Hemmingsens Instagramprofil.
- Selv de brands der bliver gjort til grin, får god publicity, lyder det fra Benjamin Rud Elberth.