Før lavede Thomas guidede gåture: Nu bliver han forpustet af at gå ud i sit køkken

Thomas Pedersen fra Aarhus blev ramt af covid-19. Han håber, at han ved at dele sin historie kan få tvivlere til at tage virus seriøst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Thomas Pedersen lavede blandt andet virtuelle rundvisninger i Aarhus under den første corona-nedlukning.

Thomas Pedersen er kendt for at arrangere pubcrawls og guidede gåture rundt i Aarhus, men nu kan han knap nok gå ud i sit køkken og smøre en mad.

- Det er ekstremt angstprovokerende ikke at kunne trække vejret ordentligt. Hver gang jeg går bare nogle få meter, pruster og stønner jeg som en dampmaskine. Jeg kan ingenting.

Sådan siger 51-årige Thomas Pedersen fra Aarhus stakåndet over telefonen, selvom han ligger i sin seng med mobilen for øret. 

Thomas Pedersen testede positiv den 14. december. Og her mere end en måned efter, to hospitalsindlæggelser og adskillige blodpropper senere, ønsker Thomas Pedersen at komme med et opråb:   

Den her virus skal tages seriøst. Pas på jer selv og hinanden.

Et opråb, han også har delt på Facebook, hvor det er delt mere end 14.000 gange. Mere om det senere.

Hvem får senfølger efter COVID-19?

Senfølger ses både hos personer, der har haft et mildt sygdomsforløb, og hos personer der har haft et alvorligt sygdomsforløb med indlæggelse, og som eventuelt har været i intensiv behandling og i respirator.


Senfølger kan forekomme i alle aldersgrupper, og ses både hos personer med kroniske sygdomme og hos personer, som ikke fejlede noget før, de fik COVID-19.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Da Thomas Pedersen testede positiv tilbage i midten af december, kom det ikke som den store overraskelse for den tidligere rejseleder, som efter en trafikulykke for nogle år siden har været førtidspensionist. Ved siden af det har han hygget sig med at vise turister og andre interesserede rundt i Aarhus. Eneste betaling var de drikkepenge, han kunne gøre sig fortjent til.

Mere end en måned efter, at Thomas Pedersen blev konstateret smittet med covid-19, er han fortsat henvist til sin seng det meste af tiden.

Indlagt på hospitalet

En uge efter den positive test blev hans tilstand forværret så meget, at han måtte indlægges på Aarhus Universitetshospital.

- Det blev bare værre og værre. Jeg kunne ikke drikke noget, havde feber og svedte helt vildt, så jeg var nødt til at blive indlagt, fortæller Thomas Pedersen.

Efter nogle dage kom der styr på væskebalancen, og han blev udskrevet. Alt var i fremgang, og han blev symptomfri. Lige indtil nytårsaften.

- Jeg skulle holde nytår med en kammerat, som bor 50 meter fra mig. Da jeg kom derover, måtte jeg sætte mig og bare sidde og pruste og stønne i et kvarter. Jeg var ekstrem forpustet.

Det var formentlig her, den første blodprop ramte hans lunger.

Indlagt igen

Natten til den 4. januar blev han igen indlagt på hospitalet.

- Jeg vågnede om natten med voldsomme smerter. Det gjorde virkelig ondt. Jeg var bange for, at det var mit hjerte, den var gal med.

På hospitalet fandt lægerne ifølge Thomas Pedersen ud af, at han haft adskillige blodpropper i lungerne. Senfølgerne af coronaen havde sendt ham til tælling.

Hvad er senfølger efter COVID-19?

Størstedelen af de personer, som har haft COVID-19, bliver raske igen og kan vende tilbage til en normal hverdag efter noget tid. Men nogle personer oplever symptomer i længere tid ud over de 2-3 uger, efter de er blevet syge med COVID-19. Det kan fx være træthed, åndenød, muskelsmerter, brystsmerter, hoste og tab af smags- og lugtesans.


For nogle, vil generne have en varighed, der gør, at man definerer det som senfølger. Symptomerne påvirker den enkelte person meget forskelligt. Nogle vil kunne fortsætte deres hverdag, som de plejer. Andre vil opleve påvirket funktionsniveau, hvor der vil være ting, som de ikke kan gøre, i samme omfang som tidligere. 

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Og det var her, fra hospitalssengen nogle dage efter, at han med telefonen i hånden skrev sit opråb på Facebook.

Her kunne han fra mobilen følge, hvordan demonstranter, der især er utilfredse med regeringens coronatiltag, som ifølge dem er for vidtgående i forhold til sygdommens alvorlighed, skabte uro og sendte politiet på arbejde.

- Jeg blev så rasende. Hvorfor tager folk ikke denne virus seriøst? Man kan jo dø af den. De her demonstrationer provokerede mig.

Så i en blanding af at ville give sin venner og familie en status på sin tilstand og for at komme med et opråb om alvoren af coronaen, gik han på Facebook.

At opslaget er delt 14000 gange og flittigt kommenteret, havde Thomas Pedersen ikke regnet med.

- Det er stukket lidt af, siger han og hoster et lille grin frem.

- Det havde jeg ikke set komme.

Thomas Pedersen er nu udskrevet fra hospitalet, men bruger det meste af tiden i sin seng. 

- Bare det at gå ud i køkkenet for at smøre en mad til frokost gør, at jeg pruster og hiver efter vejret. Det er meget angstprovokerende.

Thomas Pedersen afventer nu at komme i en form for genoptræning, og indtil da lyder lægens råd, at han skal forsøge at få lidt motion, så han lige så stille kan bygge sig selv op igen.

Han håber, at opslaget kan være med til at advare andre om, hvor alvorligt covid-19 kan ramme.

- Pas på jer selv derude. 

Hvor mange, der rammes af senfølger, er endnu ikke klarlagt. Men i en artikel i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet, viser en række kinesiske forskere nemlig, at problemet med senfølger er ret udbredt. Det skriver DR.

Hele 76 procent af de patienter, der var indlagt på et hospital i Wuhan, døjede efter et halvt år med mindst et symptom.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her