Forlystelsesparkernes vilde rutsjebaner kan åbne under særlige forhold
Ifølge nye retningslinjer skal de vildeste forlystelser være lukket, hvis ikke man kan lave afskærmning. Tivoli Frihedens direktør er langt fra tilfreds.
Danskere med hang til vilde rutsjebaner og et sus i maven må forberede sig på en noget anderledes oplevelse.
For selv om forlystelsesparker rundt i landet onsdag har fået lov at åbne, kan de vildeste rutsjebaner og attraktioner som udgangspunkt kun åbnes for enkelte selskaber ad gangen eller med afskærmning.
Det fremgår af et nyt sæt retningslinjer for forlystelsesparker, tivolier og lignende, der er offentliggjort på retsinformation.dk.
Det gælder forlystelser, der giver anledning til råben og skrigen samt forlystelser med kraftig bevægelse eller rotation.
Retningslinjerne er et hårdt slag for branchen, mener Lars Frelle-Petersen, medlemsdirektør i Dansk Industri, som er erhvervsorganisation for forlystelsesparkerne.
- Det indebærer for mange af parkernes vedkommende, at de ikke kan åbne for de mest attraktive af forlystelserne.
- I mange af parkerne er de fire-fem vildeste forlystelser et trækplaster, og hvis de er lukket, vil mange nok spørge, hvorfor de så skal betale for at komme ind, siger han.
En forlystelse kan dog, uanset hvor vild den er, åbne, såfremt der er afskærmning, som forhindrer smittespredning.
Den kan også åbne, hvis personer sendes ind i forlystelsen i hold.
Retningslinjer kommer meget sent
I Tivoli Friheden i Aarhus har de lige nu susende travlt med at få parken gjort klar til åbning på fredag.
Derfor mener direktør, Henrik Ragborg Olesen, at de nye konkrete retningslinjer for forlystelserne kommer meget sent.
- De kommer alt for sent. Det er en parodi. Hvis de ikke var kommet i dag, hvad skulle vi så gøre, når vi åbner fredag? Vi kunne jo risikere ikke at vide, hvad retningslinjerne var.
- Vi har kaldt folk tilbage fra lønkompensation for at forberede en god og sikker åbning. Hvis vi så ikke kunne åbne forsvarligt alligevel. Det ville jo være helt forfærdeligt, siger Henrik Ragborg Olesen til TV2 ØSTJYLLAND.
Tivoli Friheden skal bruge dagen i morgen på at forberede åbningen efter de nye retningslinjer. Blandt andet ved et møde med Østjyllands Politi, der skal rådgive og godkende parken:
- Vi skal blive enige om det i morgen og se på, hvordan vi kan efterleve de forskellige regler. Det er ikke noget som betyder, at vi skal lukke nogle af de helt store forlystelser. Men vi kommer muligvis til at køre med en gruppe ad gangen med personer fra samme smittecirkel – eller se på, om vi kan lave afskærmning, siger Henrik Ragborg Olesen.
Reduktion af kapacitet og afskærmning
Det kan komme til at betyde en enorm reduktion af den kapacitet, som parken normalt kan køre med i forlystelser som for eksempel rutsjebanen Cobra og den helt nye forlystelse Himmelrum, der forventes at stå færdigbygget den 5. juni.
Begge er forlystelser med høj fart og vilde roterende bevægelser, der ifølge myndighedernes retningslinjer kan skabe en højere risiko for potentiel smitte med covid-19.
- Det er vi selvfølgelig kede af, men vi må jo have tillid til, at det er den rette beslutning. Vi har svært ved at forstå det, for det er ikke de retningslinjer, man for eksempel bruger i Belgien og i Holland. Men retningslinjerne er der, og vi må forholde os til dem, selvom vi ikke er tilfredse, lyder det fra Henrik Ragborg Olesen.
I forhold til afskærmning kan det, ifølge Henrik Ragborg Olesen, blive en udfordring at påsætte det på forlystelserne, da der ikke skal så store konstruktionsmæssige ændringer til, før at forlystelsen så skal sikkerhedsgodkendes på ny.
Åbner med ekstra afstand og rengøring
Allerede 14. maj fik forlystelsesparkerne en række retningslinjer at forholde sig til, der blandt andet handlede om at holde afstand.
Da det den 20. maj blev meldt ud, at forlystelsesparkerne kunne åbne i en udvidelse af fase 2 af genåbningen, lød det, at der ville komme nogle nye retningslinjer – men ikke, hvad de konkret indebar.
- Det er meget, meget frustrerende. Fra i dag har vi måtte åbne som forlystelsesparker, men vi har jo først fået reglerne i aften. Derfor rettede jeg henvendelse til statsministeren og partierne i går, fordi vi kunne risikere ikke at vide, hvad reglerne var, fortæller Henrik Ragborg Olesen.
På trods af de nye retningslinjer forventer Tivoli Friheden fortsat at åbne på fredag.
Her vil antallet af gæster, der lukkes ind i parken, holdes på et lavere niveau de første åbningsdage. Der vil være nye systemer og afskærmning, der sikrer afstand mellem gæster og medarbejdere. Og der vil være ekstra fokus på rengøring og håndhygiejne.
De nye retningslinjer
§ 8. Forlystelsesparker, omrejsende tivolier og lignende skal holde forlystelser, der fungerer på en måde, som ikke er forsvarlig i forhold til smittefaren fra covid-19, lukket for offentligheden. Ved vurderingen af, om 1. pkt. finder anvendelse, skal der bl.a. lægges vægt på, om forlystelsen er i kraftig bevægelse eller rotation, og om forlystelsen giver anledning til råben og skrigen. En forlystelse kan uanset 1. og 2 pkt. holdes åben, hvis der er etableret afskærmning, som effektivt forhindrer smittespredning, eller hvis der kun køres med et selskab ad gangen.
Kilde: Retsinformation