Forventer kødannelser: Halvmaraton lukker dele af byen for trafik
10.000 løbere i Aarhus' gader kommer til at give gener for trafikken søndag.
Når mere end 10.000 motionsløbere søndag skal løbe gennem Aarhus midtbys gader, kan det ikke undgå at komme til at påvirke trafikken.
Ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Motion vil Frederiks Allé fra Thomas Jensens Allé til og med Rådhuset være lukket for kørsel allerede fra fredag den 10. juni fra klokken 9 til mandag den 13. juni klokken 7.
Rådhuspladsen vil være spærret søndag - når løbet foregår - fra klokken 6 til 14.
I samme tidsrum vil en del veje være lukket. Herunder kan du se, hvilke veje det drejer sig om.
Tag cyklen eller gå
Rådhus- og Musikhusparken bliver centrum for løbet, som helt officielt hedder BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon.
Ifølge pressemeddelelsen må man forvente kødannelser på vejene, og det anbefales, at man tager cyklen eller går hjemmefra i god tid.
Fodgængere og cyklister kan nemlig som udgangspunkt færdes alle steder i byen.
Også den offentlige transport bliver påvirket.
Bybusserne og de regionale busser vil være sat på pause mellem klokken 8 og 13.30 i de områder, som ruten passerer.
Letbanens køreplan kører uhindret med undtagelse af enkelte afgange på Grenåbanen.