Fremmed mand hostede kvinde i ansigtet og råbte "Jeg har corona"
Tirsdag blev en 26-årig kvinde hostet i ansigtet af en fremmed mand, der påstod at have corona. Manden er blevet sigtet for trusler på livet.
Tirsdag fik et venindepar sig en noget ubehagelig oplevelse ved Immervad i centrum af Aarhus.
Her var de kommet gående, da de ser en mand sidde på en pæl. Da de kommer tæt på manden rejser han sig og begynder at gå imod de to kvinder. Kvinderne forsøger at gå i en bue udenom manden, men han går hurtigt imod kvinderne.
- Da den 29-årige mand er ret tæt på, hoster han den 26-årige kvinde i ansigtet tre gange og råber: Jeg har corona, siger kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, Anne Tiedemann, til TV2 ØSTJYLLAND.
Derudover kalder den 29-årige også kvinden for "luder".
Sigtet for trusler på livet
Efter at have råbt og hostet den 26-årige kvinde i ansigtet, går den 29-årige mand videre.
- Kvinden og hendes veninde bliver enige om at følge efter manden og holde øje med, hvor han går hen, siger Anne Tiedemann.
- De får ringet til politiet klokken 14.55, og manden bliver kort tid efter anholdt.
Den 29-årige mand blev sigtet for trusler på livet, og han blev herefter testet for, om han rent faktisk er smittet med COVID-19.
- Sådan er proceduren i sådan en situation, siger Anne Tiedemann.
Manden blev testet negativ, og den 26-årige kvinde er dermed ikke blevet udsat for smitte fra den 29-årige mand.