Gadeparkering bliver dyrere i Aarhus: Her er de nye takster
Byrådet har besluttet at hæve priserne på betalingsparkering i midtbyen som en del af kommunens nye parkeringspolitik
Priserne på betalingsparkering i midtbyen i Aarhus bliver hævet som en del af ny parkeringspolitik i kommunen.
Årsskiftet byder på nye priser for parkering og opdaterede p-automater for at 'optimere udnyttelsen af den samlede parkeringskapacitet i byen', lyder det i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
I stedet for den nuværende struktur, hvor den første time er billigere end de øvrige, bliver der indført en flad prisstruktur.
Prisen vil dog fortsat afhænge af ugedag og tidspunkt på døgnet. Generelt vil prisen variere fra 5 kroner til 22 kroner.
Parkeringspolitikken betyder også, det vil blive billigere at parkere i offentlige p-anlæg og p-huse, hvor prisen vil variere fra 17 til 0 kroner. Det skal få flere til at søge mod p-pladser som Navitas, Busgadehuset og Kalkværksvej og dermed skabe mere plads til beboere og håndværkere.
Betal forud
Betalingsformen vil også anderledes som en del af den nye parkeringspolitik.
Det nuværende ind- og udtjekningssystem bliver erstattet med forudbetaling, som det allerede er tilfældet i flere andre byer og private p-pladser.
Skiltning og p-automater på de enkelte p-pladser skal gøre tydeligt opmærksom på ændringerne, men man skal være opmærksom på, at også tidsrummene for betalingsparkering ændrer sig.
Det vil fx ikke længere være gratis at parkere om søndagen før klokken 18 på gadeplan.
Mens et flertal i byrådet er fortalere for den nye parkeringspolitik, er Venstre ikke begejstret.
- Venstre har stemt imod. Vi ønsker, at flertallet anerkender, at bilen ikke forsvinder som transportmiddel for familien i morgen. Vi ønsker flere P-huse under jorden, større krav om P-plads ved nybyggeri og håndværkerparkering, skriver rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V) i et opslag på Facebook.
Ændringerne på p-området sker i to etaper:
1. januar: P-automaterne skifter til forudbetaling
15. januar: Nye priser og tidsrum for parkering træder i kraft