Genbrugsguld får kasseapparatet til at klinge
Brugtvareterminalen i Viby har på to år fordoblet omsætningen. Den udvikling fortsætter, spår stedets medejer
Bøger, kopper, sofaer og meget, meget andet.
Brugtvareterminalen i Viby bugner af genbrugsguld. Og det er - bedømt på tallene - et hit hos folk.
Omsætningen er nemlig de seneste par år fordoblet, fortæller medejer Peter Ry. Han ser tegn på, at udviklingen fortsætter.
- Alle de julegaver, vi går ud og køber - og så bliver det halve af dem ikke brugt alligevel. Det er folk lidt trætte af. Folk kan godt se fornuften i, at vi genbruger ting, mener Peter Ry.
Vibeke Ulrich er enig. Hun sætter pris på at snuse rundt blandt effekterne:
- Jeg tror, folk er trætte af at købe ting, der bare smides ud igen, siger hun.
Læs også:
Henning Nielsen er ikke ligefrem en storshopper. Det der med køb af julegaver har han trygt udliciteret til hustruen.
Men han kan godt lokkes med ind i en genbrugsbutik:
- Det er sgu sjovere. Almindelige detailbutikker bryder jeg mig ikke om. Der er jeg ikke med, siger han.
Henning Nielsen forklarer, at hans seneste genbrugskøb er en slap af-stol, som han er blevet rigtig gode venner med.
Ligger der en genbrugsgave under juletræet til ham, er det helt ok.
- Det gør ikke noget, hvis det er noget, jeg har brug for, siger han med et glimt i øjet.
Det er ikke kun gamle møbler og porcelæn af ældre dato, der skifter ejer. Brugt børnetøj er også et hit. Nedenfor kan du se, hvordan Maria Junior handler brugt børnetøj.