Greenpeace tog fejl: Demonstranter hang fra siloer det forkerte sted

Onsdag morgen afholdt Greenpeace en demonstration på Aarhus Havn, hvor demonstranterne blandt andet hang ned fra siloerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Demonstranterne hang ned fra siloer og udhæng. Foto: Will Rose/Greenpeace

Onsdag morgen blokerede 23 demonstranter indgangen til DLG-fabrikken på Aarhus Havn.

Demonstranterne kom fra Greenpeace. Organisationen skriver i en pressemeddelelse, at de demonstrerede imod foderfabrikken, fordi den importerer soja fra Sydamerika, der skal bruges til svinefoder i landbrug, der leverer kød til Danish Crown.

Problemet var bare, at fabrikken ikke længere leverer svinefoder til Danish Crown.

Hang fra siloer

Østjyllands Politi skriver i sin døgnrapport, at nogle af demonstranterne hang fra siloer og udhæng, da de ankom til stedet. Resten blokerede vejene ind til DLG, så lastbilerne ikke kunne komme ind.

Politiet gik i dialog med demonstranterne fra Greenpeace på den ene side og DLG på den anden. Herefter opløste demonstrationen sig hurtigt.

Demonstranterne hang blandt andet et stort rødt banner op. Foto: Jeppe Olsen

- Det var fordi, demonstrationen primært var henvendt imod Danish Crown. Det klimaproblem ville vi gerne sætte fokus på. Den fabrik, vi blokerede, plejede at levere foder, men fra i år laver de kun foder til kvæg. Da vi fik det at vide, gav det ikke mening at blive ved med at blokere vejene. Derfor fjernede vi blokaderne og rykkede demonstrationen, siger Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace, til TV2 ØSTJYLLAND.

På trods af fejlen mener hun stadig, at demonstrationen var en succes.

- Jeg synes, at vi har fået sendt et tydeligt budskab om skovrydning for soja til svinefoder og et tydeligt budskab til Danish Crown, siger Kristine Clement.

Hun kan ikke fortælle, om der er planlagt en ny demonstration, der er henvendt ved et sted, der rent faktisk har med svinefoder at gøre. Hun understreger dog, at det ikke er fordi, DLG er klimavenlige, at de stoppede demonstrationen.

- Det er ikke fordi, kvægfoder ikke er et problem, men det var fordi, demonstration havde et andet budskab, der var rettet mod Danish Crown, siger Kristine Clement.

Sigtelser og bøder

17 personer blev i forbindelse med demonstrationen sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Heraf var 13 udenlandske statsborgere.

De 13 udenlandske statsborgere blev anholdt og modtog hver en straksbøde på 1500 kroner hver.

Politiet skriver, at der onsdag formiddag fortsat var syv demonstranter tilbage ved en silo, der hørte til en anden virksomhed. Der var tre personer, der hang på siden af siloen, som politiet arbejder på at få ned. De vil blive sigtet for husfredskrænkelse.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her