Eftersøgning afblæst: Ældre kvinde er fundet
Politiet leder onsdag morgen efter en ældre kvinde, som er forsvundet fra et plejecenter.
Politiet har onsdag morgen sat gang i en større eftersøgning, efter at en ældre kvinde forsvandt fra et plejecenter i Brædstrup vest for Horsens.
Ifølge Sydøstjyllands Politi forsvandt kvinden, der hedder Hanne, tirsdag aften fra plejecentret Klovnhøj Centret i den sydlige del af byen.
Kvinden har intet overtøj på, og hun bærer heller ikke sko.
Kvinden beskrives som lille og spinkel. Hun er ifølge politiets oplysninger formentlig iført lyse bukser.
Det er sandsynligt, at hun efter at have forladt plejecentret er gået i retning mod Horsens, oplyser politiet på Twitter.
Ifølge en fotograf på stedet leder politiet med flere hundepatruljer, ligesom der er sendt en helikopter i vejret i håb om at finde kvinden.
Har du set den ældre kvinde, eller har du andre oplysninger i sagen, kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på tlf. 114.
Efterlysning af Hanne som i aftes er gået fra Klovnhøjcentret i Brædstrup. Hanne er lille og spinkel og formodentlig iført lyse bukser og ingen overtøj eller fodtøj. Henvendelse til 114 hvis man ser hende i området omkring Brædstrup eller gående i retning mod Horsens. #politidk
— Sydøstjyllands Politi (@SydOjylPoliti) September 22, 2021