Grillbar føler sig forbigået: Michelinstjerner er madsnobberi
Den legendariske Havnens Perle på havnen i Aarhus finder uddelingen af Michelinstjernerne for ulogiske
Hvert år er der i restaurationsbranchen stor polemik, når de såkaldte Michelinstjerner skal uddeles, og i år var ingen undtagelse.
Men hos grillbaren Havnens Perle i Aarhus er indehaveren ikke just begejstret for måden, de eftertragtede stjerner gives på.
- Restauranter får point for at være værd at køre efter, og det er jo kompetente dommere, så derfor forstår jeg ikke, hvorfor de altid tager de restauranter med det mindste måltid til den højeste pris, siger ejeren af Havnens Perle, Peter Lerdrup, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er især grillbarens bøfsandwich, som indehaveren mener sagtens kan begå sig i det fine selskab.
- Vi laver vores egen sovs fra bunden af, hvor vi putter nogle rodfrugter og krydderurter i. Så brænder vi nogle kraftpinde af sammen med tomatpasta, og så putter vi det i ovnen og ned i en gryde, hvor det koger i 24 timer. Derudover laver vi også selv vores bløde løg og agurkesalat, fortæller Peter Lerdrup.
En af de ting, som dommerne i Michelinguiden slår ned på, er den løbende kvalitet og at måltidet er ens fra gang til gang.
Der kan Havnens Perle ikke altid være med.
- Bare via deals solgte vi 5400 bøfsandwich over vinteren, og der er det altså umuligt at tælle, hvor mange agurker der kommer i hver. Så jeg skal nok til at tælle dem, siger indehaveren.
Politikens madanmelder bakker kritikken fra Peter Lerdrup op. Hun er uforstående over for, hvorfor asiatiske madboder er blevet tildelt Michelinstjerner, når man i Europa yderst sjældent kigger væk fra de finere restauranter.
- Kriteriet for at få én Michelinstjerne er ’en meget god restaurant inden for sin kategori’. Hvis en frokostrestaurant serverer mindblowing smørrebrød, skal de kunne få en Michelinstjerne. Det samme med en tacobod, et burgersted eller for den sags skyld en pølsevogn, hvis hotdoggen er det ypperste inden for sin genre, skriver Sandra Brovall fra Politiken og fortsætter:
- Det er misforstået og altmodisch, når Michelin i Europa undlader at give stjerner til restauranter, bare fordi de ikke lever op til et kodeks, der lugter af borgerskabets regler og det forrige århundrede.
I Aarhus fik restauranten Domestic for første gang i år en Michelinstjerne. Også Frederikshøj, Gastromé og Restaurant Substans er østjyske medlemmer i den fornemme madklub.
Du kan se hele interviewet med Peter Lerdrup i videoen øverst på siden.