Han lagde navn til halvdelen af verdens største rockband - nu har kærligheden ført ham til Aarhus

Guns N’ Roses fik sit navn efter de to stiftende medlemmer. Den ene kender vi alle: Forsangeren Axl Rose. Den anden er flyttet til Aarhus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Tracii Guns spiller stadig med sit band L.A. Guns. Samtidig har han indgået en aftale med guitarproducenten Gibson - til næste år udkommer producenten med en speciel Tracii Guns-signaturmodel. Foto: Anthony Pagliassotto
Af Søren Frandsen og Camilla Therkelsen
I samarbejde med tv2.dk

Som han står der i vinden på Banegårdspladsen i Aarhus og forsøger at få ild på en smøg, ligner Tracii Guns med ravnsort hår og skæg, sort jakke, ditto jeans og brune læderstøvler ikke en mand, der er blevet dyrket som en afgud af rockfans fra Los Angeles over London til Løgumkloster.

Men det er han. Måske ikke i samme liga som Morrision, Dylan og Elvis, men uden ham ville et af verdens største rockbands Guns N’ Roses måske ikke eksistere.

Årsagen til, at guitaristen Tracii Guns befinder sig i Aarhus denne råkolde vinterdag sidder på bagsædet af en lejet koksgrå Volkswagen Touran. En slank kvinde med fine træk og så blond hår, at det næsten skifter over i hvidt. Hun er hans hustru, Siri Luk Guns.

32-årige Siri Luk Guns er opvokset i Struer og uddannet musikarkivar fra universitetet UCLA i Los Angeles, og det var i forbindelse med hendes uddannelse, at de mødte hinanden. Parret blev gift i december 2018, og for Siri Luk Guns har det hele tiden været et krav, at de skulle have to hjem: Et i Hollywood og et på Trøjborg i Aarhus tæt på hendes forældre.

Axl og jeg var ledere af bandet
Tracii Guns om forsangeren i Guns N' Roses, Axl Rose

- Jeg er faldet godt til. Lad mig sige det sådan, at jeg absolut ikke føler, at jeg er på ferie, siger Tracii Guns.

Mødtes på Instagram

Siden september har hjemmet på Trøjborg været en hyggelig kvistlejlighed med plakatkunst på væggene, bøger i reolen og ældre teakmøbler blandet med en nyere blågrøn sofa og gule puder. Det bedste fra IKEA blandet med ældre møbelkunst.

Ægteparret Guns mødte hinanden på Instagram, hvor Tracii Guns var havnet i en ophedet diskussion med en meget entusiastisk tilhænger af den amerikanske våbenlov. Ind fra siden kom Siri Luk, og så blev den diskussion lukket ned til fordel for Tracii Guns.

Første gang, de så hinanden ansigt til ansigt, var 28. maj 2018.

- Du sagde, at du skulle spille et par numre på ’The Whisky’, og jeg spurgte, om det var en invitation eller en service announcement, siger Siri Luk Guns.

’Whisky a Go Go’ er en legendarisk rockbar i Hollywood, hvor alle 80’ernes store rockbands har spillet i løbet af deres karriere.

RUNDT OM TRACII GUNS

Født: 20. januar 1966 i Los Angeles som Tracy Richard Irving Ulrich
Ægtefælle: Siri Luk Guns, der er født og opvokset i Struer. Parret bor delvist på Trøjborg i Aarhus og i Hollywood.
Danner i 1983 bandet L.A. Guns, der siden bliver til Guns N’ Roses. Bandet tager navn efter Tracii Guns og forsanger Axl Rose. Efter nogle måneder forlader Tracii Guns bandet og genaktiverer L.A. Guns. 
Udsender i årene 1988 til 1991 de tre plader ’L.A. Guns’, ’Cocked & loaded’ og ’Hollywood Vampires’, der placerer L.A. Guns solidt i den amerikanske rockbranche med enorme salg og store koncerter. 

Tracii Guns spillede et par numre. Men han lagde ikke mærke til sin musik. Det eneste, han så, var den lyshårede danske kvinde, der stod blandt publikum og lyttede til hans guitar.

- Vi blev på The Whisky, næsten til de lukkede. Jeg har aldrig følt mig bedre tilpas med en anden person.

Siri Luk Guns putter sig ind til sin mand. Med sine fingre nusser han hendes mave. På toppen af hver kno er tatoveret omridset af en spar, på fingrene på højre hånd står 1966 – året, hvor han blev født. Om få uger kommer deres fælles barn til verden, og står det til parret, er der flere på vej.

Flere danske forbindelser

Siri Luk Guns er ikke den første dansker, der har sat sit aftryk på Tracii Guns.

Som 17-årig – i begyndelsen af 80’erne – forsøgte Tracii Guns, som så mange andre håbefulde guitarister, at starte et band i Hollywood. Stilen skulle være hård som hos Mötley Crüe eller guitaridolet Randy Rhoads, der havde spillet med Ozzy Osbourne.

Bandet fik navnet L.A. Guns efter Tracii, og hjørnestenen blev den danske bassist Ole Beich.

- Jeg mødte Ole gennem en annonce i avisen The Recycler. Han talte ret godt engelsk, siger Tracii Guns.

Hans stemme er ru, men behagelig med en californisk accent, der leder tankerne i retning af road trips, lange lyse nætter med guitar under stjernerne og godt selskab. Løbende gennem interviewet krydrer Tracii Guns sit engelske med danske udtryk, inden han for at beskrive sit første møde med Ole Beich slår over i en overraskende præcis gengivelse af danglish – engelsk med en kraftig dansk accent.

My name is Oleee. I’ve played with Mercyful Fate, and I’m from Denmark.

Helt fra begyndelsen lignede Ole Beich det, han gerne ville være.

- Med sit lange lyse hår og læderjakke lignede han en rockstjerne, husker Tracii Guns.

Da de to mødtes, var Ole Beich 27 år gammel - ti år ældre end Tracii Guns, og han blev en form for mentor for amerikaneren og ankeret i det band, der senere skulle udvikle sig til Guns N’ Roses.

- Ole var en glad person og en fantastisk musiker. Han var ikke en typisk Hollywood-fyr, der bare ville være berømt. Han ville spille musik, siger Tracii Guns.

Her ses en ung Ole Beich give kameraet en fuck-finger. / Foto: Privatfoto/Tommy Kristensen

Og spillet musik, det blev der.

Tracii Guns og Ole Beich flyttede mere eller mindre ind i L.A. Guns' øvelokale, så hver eneste dag handlede kun om at spille musik og skrive nye sange.

- Han lærte mig meget af det, jeg ved om musik, siger Tracii Guns.

Lånte fra idolerne

Tracii Guns og Ole Beich spillede sig ind i den blomstrende amerikanske hard rock-scene med bands som Mötley Crüe, Bon Jovi, Poison, Ratt – for at nævne nogle få.

De store bands på scenen fandt inspiration hos deres forgængere. Nogle bands lånte mere fra heavy metal end andre, men fælles for de fleste var, at de i større eller mindre grad blandede Led Zeppelin med The Rolling Stones og AC/DC, hvorefter de tilsatte et skvæt punk.

På den lokale scene i Hollywood var L.A. Guns populære – ligesom bandet Hollywood Rose, der havde en rødhåret fyr ved navn Axl Rose i front.

Jeg ved, at vi er gode
Ole Beich, bassist i Guns N' Roses

Da Hollywood Rose gik i opløsning, var Tracii Guns hurtig til at gafle Axl som forsanger til sit band. Det var i den forbindelse, at bandet skiftede navn til Guns N’ Roses – Guns fra Traciis og Rose fra Axl.

I begyndelsen bestod Guns N’ Roses af to fløje: På den ene side Tracii Guns, Ole Beich og trommeslageren Rob Gardner, og på den anden side stod Axl Rose og rytmeguitaristen Izzy Stradlin. 3-2 i Traciis favør.

- Axl og jeg var ledere af bandet, men Izzy og Axl var vokset op sammen i Indiana, så Axl havde meget respekt for Izzy. Izzy var limen, der holdt os sammen, men hans tilstedeværelse gav også nogle mærkelige spændinger i bandet, siger Tracii Guns.

Tidligt kollaps

Musikalsk var bandet fra begyndelsen sprængfarligt. Rytmesektionen var tight, melodierne gode, og på vokal og leadguitar var Axl Rose og Tracii Guns i en anden liga end de fleste andre bands i Los Angeles.

Konturerne til noget stort var der, men alligevel gik der ikke længe, før det hele faldt fra hinanden.

- Den første til at smutte var Rob. Han fik et ultimatum fra sin kæreste: ”Det er mig eller bandet!”. To uger efter, at han havde kvittet bandet, skred hun fra ham. For helvede, Rob.

Mange år senere ryster Tracii Guns stadig overbærende på hovedet.

Den næste til at smutte var danske Ole Beich.

Som flere af de store bands lånte Guns N’ Roses det visuelle udtryk fra New York-bandet 'The New York Dolls', hvis medlemmer skabte en kontrast til deres klassiske glamrock ved at optræde i dametøj og med læbestift.

Tracii Guns husker, at danskeren som det sidste inden sit exit sagde:

- Jeg ved, at vi er gode, og jeg ved, at folk kan lide det. Det er bare ikke mig mere.

Please, lad være med at bruge mit navn
Det sidste, Tracii Guns sagde, da han forlod Guns N' Roses

Efter at have forladt Guns N’ Roses opbyggede Ole Beich et stofmisbrug, og i slutningen af 80’erne rejste han hjem til Danmark.

- Folk, der er en vigtig del af en succes, oplever desværre ofte, at deres rolle bliver gjort mindre betydningsfuld, eller også bliver de helt glemt af historien. Ole var sådan en person, siger Tracii Guns.

En oktoberaften i 1991 druknede Ole Beich i Sct. Jørgens Sø i København.

Han blev 36 år gammel.

Axl blev vigtigere end bandet

Den nye bassist blev Michael McKagen – eller Duff, som han senere blev kendt som.

- Første gang jeg så Michael McKagen, sad han på kølerhjelmen af sin kærestes bil, mens han bællede en stor dåseøl. Klokken var ni om morgenen, så jeg tænkte: ”Hvad fanden sker der med ham!?”.

Men Duff McKagen kunne spille bas, så han faldt godt til i bandet.

Med både Ole Beich og Rob Gardner ude af bandet skiftede magtbalancen i Guns N’ Roses.

- I takt med at populariteten steg, ændrede Axl sig. Axl begyndte at se bandet mindre som en gruppe og mere som ham selv, siger Tracii Guns.

Det blev for meget en fredag aften, da Guns N’ Roses skulle spille for 1500 mennesker. Der var udsolgt i salen, men alligevel kom Axl Rose halvanden time for sent.

Så gad Tracii Guns ikke længere.

- Jeg vidste, at bandet ville blive enormt. Vi havde gode sange, vi havde god kemi på scenen, og Axl er en fantastisk frontmand. Men det var bare ikke sjovt længere, og jeg spiller musik for at have det sjovt.

Jeg føler mig hjemme, når jeg er sammen med min hustru
Tracii Guns om livet i Aarhus

Tracii beklagede sig til bassisten Duff, og et par dage senere ringede Axl. Forsangeren beklagede sig over, at Tracii var blevet væk fra 'en øver', og han var ikke interesseret i at høre på Tracii.

- Du skal komme til øveren i morgen, sagde Axl.

- Ja, selvfølgelig far, svarede Tracii Guns.

Og blev hjemme.

Den sidste, som Tracii Guns talte med, inden han forlod Guns N’ Roses, var Izzy Stradlin. Limen, der holdt bandet sammen.

- Du kan ikke gå ud af bandet. Dit efternavn er jo en del af vores navn, sagde Izzy Stradlin.

- Please, lad være med at bruge mit navn, svarede Tracii Guns.

- Det er jo bare et godt bandnavn.

- Men du sagde jo lige, at det er mit navn. Please, lad være med at bruge det.

Men det gjorde de, og 34 år senere har Tracii Guns ingen problemer med den beslutning. Tværtimod.

- Det er fantastisk, at mit navn stadig er en del af Guns N’ Roses. ‘Appetite for Destruction' (Guns N’ Roses’ debutalbum, red.) er et af de bedste albums, jeg nogensinde har hørt, siger han.

At 'Appetite for Destruction' (1987) blev et fantastisk album skyldes blandt andet kombinationen af Axl Roses stemme og lyden af leadguitaren. Den blev skabt af Guns N' Roses' nye medlem: Traciis gamle high school-kammerat Slash.

De gode år

Ude af Guns N’ Roses genstartede Tracii Guns sit gamle band L.A. Guns. Ad omveje fandt han sangeren Phil Lewis, og i 1987 udgav L.A. Guns deres selvbetitlede debutalbum. Sammen med de to følgende album ’Cocked & Loaded’ og ’Hollywood Vampires’ cementerede L.A. Guns sig i toppen af den amerikanske hard rock-scene.

Årene fra 1987 til 1994 var et liv som en ægte rockstjerne. Millioner af solgte plader, hitlisteplaceringer i den sjove ende af skalaen, koncerter over hele verden – også i Danmark – fræsende guitarsoli, fester...

- Det var nogle gode år. Som hovednavn spillede vi klubber med plads til 2500 gæster, eller også spillede vi opvarmning for større navne som Iron Maiden i arenaer. Vores største show, hvor vi var hovednavnet, var i Irvine Meadows, hvor der kom 18.000 mennesker, siger Tracii Guns.

- Det var også nogle vilde år, hvor L.A. Guns tjente mange penge på vores koncerter. ”Se på alle de penge”, sagde vi til hinanden: ”Det er den slags penge, som AC/DC tjener hver eneste aften”, siger Tracii Guns.

Forlod sit eget band i 12 år

Når store egoer mødes, slår det gnister. Phil Lewis og Tracii Guns har også haft deres ture, og i 2003 forlod Tracii Guns sit band for at starte en såkaldt supergruppe med bassisten Nikki Sixx fra bandet Mötley Cruë.

- Jeg var ude af L.A. Guns i 12 år, men jeg kom tilbage i 2016. Siden da har vi haft udsolgt næsten every fucking night på koncertsteder med plads til alt fra 500 til 2500 gæster, siger Tracii Guns om de amerikanske turneer.

Efter 12 år fra hinanden begyndte Tracii Guns og forsanger Phil Lewis at spille sammen i L.A. Guns igen i 2016. / Foto: Anthony Pagliassotto

Til foråret spiller bandet to koncerter i Danmark, og til sommer gælder det den store tyske heavy metal-festival Wacken Open Air.

Phil Lewis og Tracii Guns har retten til at træffe alle beslutninger. I tæt samarbejde med de bandmedlemmer, som de to hyrer ind.

- Fordi vi står for alting selv, tjener vi i dag flere penge, end vi nogensinde har gjort, siger Tracii Guns.

En ristet med det hele … næsten

På mange af sine europæiske turneer har Tracii Guns rejst i Skandinavien. Inden flytningen til Jylland kendte han derfor til Danmark.

- Jeg elsker Amerika – det var trods alt der, hvor jeg blev en rockstar, hvad det så end betyder, men Aarhus og Danmark har noget andet, en kultur, som jeg er vild med, siger Tracii Guns.

Samtidig er han begejstret for det danske system.

- Måden, som tingene fungerer på i Danmark, tiltaler mig. Jeg kan lide idéen om, at lægen tjener mere end pedellen, men ikke en million gange mere. Og jeg elsker, at jeg kan gå eller cykle rundt. Det kan jeg ikke rigtigt i USA.

I Los Angeles siger indbyggerne, at de har havet, bjergene og ørkenen – også selvom det tager flere timer at komme fra én ting til den næste. Her kan Aarhus ifølge Tracii Guns noget andet end the sunny state of California. Her er der hav, skov og land.

- Jeg har boet i Californien det meste af mit liv, men ironisk nok har jeg aldrig brudt mig om solen. Så jeg føler mig hjemme i Aarhus. Jeg føler mig hjemme, når jeg er sammen med min hustru, siger Tracii Guns.

- Og så må jeg sige, at jeg elsker en ristet hotdog med det hele, bortset fra rå løg, og en Cocio.

Og så bliver det næppe mere dansk.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her