Helmig Junior klar med ny mørkere musik efter nedtur

Kokainmisbrug og psykisk nedtur tvang for et år siden Hugo Helmig ned i et sort hul. Nu er han tilbage og udgiver ny musik med et mørkere tema.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Hugo Helmig udgiver et nyt album efter sin kokainnedtur Foto: pressefoto

For lidt over et år siden tilbragte Hugo Helmig en nat i detentionen, efter at have taget så meget kokain, at han ikke kunne tage vare på sig selv.

På det tidspunkt stod den 20-årige Aarhus-kunstner ellers foran en sommer i succesens tegn: Debutalbummet var rost af anmelderne, koncertkalenderen var fuldt booket, og de unge fans elskede ham.

Men den 9. marts 2019 fik succesen en brat ende. Hugo Helmigs kokainmisbrug førte til en nat i detentionen, og pludselig var succes vendt til en nedtur: Sommerturnéen blev aflyst, og Helmig forsvandt i en periode fra mediernes søgelys.

En storsmilende Hugo Helmig før nedturen ramte.  / Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

Mørk og undersøgende

Men nu er Hugo Helmig tilbage. Fredag udgiver han et minialbum, hvor han gør status på det år, der er gået siden den nat i detentionen.

Tiden er gået med stofafvænning og rehabilitering, men det er også lykkedes den nu 21-årige Aarhus-dreng at skrive en række nye og mere dystre sange.

- Sangene er bygget op som en fortælling om det år, jeg har været igennem. ’LULU Vol. 1’ udgør, som navnet antyder, kun første del af et mere sammensat værk, og dette er den mørke og undersøgende halvdel af historien, siger Hugo Helmig, der har opkaldt albummet efter det kælenavn, Lulu, hans mor gav ham som lille.

Hugo Helmig var kun 17 år, da han udgav sit debutalbum, der fik stor og hurtig succes. / Foto: Martin Sylvest - Ritzau Scanpix

Voksen og alvorlig

Den kække frisure er klippet helt kort, og et par stelløse briller hviler på næsen i et mere voksent og alvorligt look.

-It took some time to get over the worst of this shit. Surprised how much they all misunderstand. They think I party too much and I´m a crazy guy. But those who know me, know that´s not who I am, synger Hugo Helmig på et af det nye albums numre.

- I got my shit straight now, I´m all better, fortsætter han.

Men selvom det går bedre, så er det en forandret og mere voksen Hugo Helmig, som optræder på det nye mini-album. De sædvanlige smil og charmerende blink til kameraet er helt fraværende i den første nye musikvideo, der er lavet til albummet.

I videoen går Hugo Helmig lidt småforvirret rundt på Aarhus Teater, flygter mod udgangen for til sidst at finde sit eget tildækkede lig liggende midt på Store Scene. Hugo Helmig stiller sig hen over liget og tager opstilling ved mikrofonen. Han er som genopstanden.

Bange for reaktionerne

Det har dog ikke været uden nerver, at den unge søn af Thomas Helmig igen udgiver musik.

- Jeg var bange for, at folk ville vende mig ryggen. At de aldrig ville høre min musik mere, og ingen ville komme til mine koncerter, fortæller Hugo Helmig.

- Men samtidig modtog jeg en masse søde beskeder fra folk, og jeg fik en klar følelse af, at de forsøgte at forstå min situation, at de bakkede mig op i min kamp. Det blev jeg simpelthen så glad for, og lige dér besluttede jeg, at jeg var nødt til at bearbejde den her situation ved at fortælle sandheden gennem min musik.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her