Historisk mølle er med i konkurrencen om at blive Danmarks smukkeste
Skovmøllen ved Moesgaard i Aarhus er nomineret til Danmarks smukkeste vandmølle.
I øjeblikket står møllehjulet stille, da vandhjulet skal udskiftes, men normalt er der stadig fuld gang i den 500 år gamle mølle, der både er blevet brugt til at male korn og kløve træ.
Skovmøllen ved Moesgaard i Aarhus er blevet nomineret til Danmarks smukkeste vandmølle.
Det er Historiske Huse, der med kåringen vil sætte fokus på den enestående, men udsatte del af den danske kulturarv. Der er nemlig kun 30 fungerende vandmøller tilbage i landet, da mange åer og vandløb i tidens løb er blevet ført uden om de gamle møller, da de blokerede for fiskenes vandring i åløbene.
Restaureringsarkitekt Torsten Hinge, der har arbejdet med møllen i 18 år, mener, at der er god grund til at stemme på møllen i Moesgaard:
- Den ligger i et uendeligt smukt område og er meget attraktiv netop på grund af området, men også fordi selve møllefunktionen - når man kommer ind og hører møllen, ser hjulene dreje rundt og hele det, vi kalder gangtøjet - er vældig imponerende, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Han fortæller, at det er en lille mølle, men på trods af sin størrelse har den været i stand til at male mel og polere gryn. Der er også tilkoblet et savværk, og møllen kan skære tømmer op til træplanker.
- Så der er historie bag den her mølle, og vi kan vise det frem, siger Torsten Hinge.
Se en video af møllen øverst i den her artikel.
De 17 nominerede vandmøller
Bruunshaab Gl. Papfabrik
Bundsbæk Mølle
Børkop Mølle
Kelddal Mølle
Moesgaard Skovmølle
Vibæk Mølle
Å Mølle
Grubbe Mølle
Lillemølle
Sønder Broby Mølle
Vejstrup Mølle
Ventepose Mølle
Blåbæk Vandmølle
Hellebæk Hammermølle
Lyngby Nordre og Søndre Mølle
Slusegårds Mølle
Tadre Mølle