Hjælp til udsatte: Ishan afspritter væresteder kvit og frit
Et rengøringsfirma spritter fire væresteder af helt gratis, for at minimere risikoen for at socialt udsatte bliver smittet med coronavirus.
I 2005 startede Ishan Barut sit eget rengøringsfirma fra bunden med kost og spand - og kontor på børnenes værelse.
I dag er der cirka 40 ansatte i BarutRen, men lige nu er de mærket af coronakrisen.
- Ligesom alle andre i branchen, så er vi hårdt ramt og har mistet 40 procent af omsætningen på ingen tid, siger Ishan Barut til TV2 ØSTJYLLAND.
Alligevel prøver han at holde modet oppe. I år kunne BarutRen ellers have fejret 15-års jubilæum.
- Der er nogen, der har det meget værre, end vi har. Det er de udsatte og hjemløse på herbergerne. Så vores 15-års jubilæum skulle gives væk med vores tid og arbejdskraft, fortæller Ishan Barut.
Desinficerer hele vejen rundt
Misbrugere og hjemløse er ekstra udsatte, hvis de først bliver smittet med coronavirus. Heldigvis ser det ikke ud til at være tilfældet endnu og sådan skulle det også gerne fortsætte med at se ud.
- Stederne har mangelfuld rengøring og sengene og madrasser er slidte. Så tænkte vi, at det her center skulle desinficeres helt, så vi sørger for, at de ikke bliver corona-ramt, fortæller Ishan Barut.
Derfor har han tilbudt sin hjælp til fire væresteder hos Kirkens Korshær i Aarhus. Her gør han rent med koldtåge-desinfiktionsmiddel.
- Normalt kan man ikke komme ud i hjørner og kroge, men det kan man med koldtåge-desinfiktion, siger Ishan Barut.
Ingen tilfælde endnu
Der er 13 særlige forsorgspladser til hjemløse, hvis de skulle gå hen og blive smittet med coronavirus.
Hos Kirkens Korshær i Aarhus gør de, hvad de kan for at hjælpe de socialt udsatte, så de ikke bliver smittet.
- Vi har gjort rigtig mange foranstaltninger. I forhold til vores sovepladser om natten har vi inddraget den store gymnastiksal, og lavet 10 sovepladser dernede med rigtig god afstand mellem brugerne, siger afdelingsleder på døgnvarmestuen Per Meldgaard Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
48 af brugerne er blevet testet, og alle var negative. Det er de rigtig glade for hos Kirkens Korshær.
- Brugerne har måske ikke den allerbedste hygiejne selv, så derfor er vi meget på vagt for, at man i øjeblikket er rigtig god til at få sprittet fingrene af, siger Per Meldgaard Andersen.