Hjælpepakke er ikke nok til at holde fisken kold
Hos P. Clausen Fiskehandel er man ikke tilfreds med den løsning, som regeringen præsenterede fredag for at hjælpe trængte danske virksomheder og private.
På havnen i Aarhus er det småt med begejstringen efter regeringens udspil om en vinterhjælpepakke til private og erhverv. Indehaver af P. Clausens Fiskehandel, Jakob Clausen, giver hjælpen en mildest talt lunken anmeldelse.
- De er folkevalgt til at finde den bedste løsning til os. Hvis det er den bedste løsning, de kan finde, så har vi valgt forkert, hvis jeg skal være helt ærlig. Den her løsning gavner hverken erhvervsdrivende eller borgere, mener han.
Han har fulgt regeringens udspil tæt, og han er ikke imponeret over, hvad politikerne er kommet frem til. Muligheden for at betale store energiregninger senere giver han ikke meget for.
- Jeg synes, det er under al kritik, at den eneste løsning, de kan komme med, er, at vi skal gældsætte os, hvis vi ikke kan komme gennem vinteren, konstaterer Jakob Clausen.
- Det gør ondt
Lige nu gør det rigtig ondt på ham at holde fiskene kolde i fryserne, som tager masser af strøm. For nylig sagde han til TV 2, at intet har været så slemt som det, der sker lige nu.
- Jeg kan sende regningerne ud i fremtiden, men det sover jeg da ikke bedre om natten af. Det kommer jeg da kun til at sove dårligere af de næste fem år, sagde han blandt andet og kaldte det "en stille død".
Regeringens vinterhjælpepakke
Fredag præsenterede regeringen en såkaldt vinterhjælp til danskerne.
Hjælpen er resultatet af en bred politisk aftale, som ud over regeringen er tegnet af Venstre, SF, De Radikale, Enhedslisten, De Konservative, Danmarksdemokratere, Alternativet og Moderaterne.
Her er hovedelementerne:
Elafgiften falder fra 69,7 øre per kilowatt-time til 0,8 øre per kilowatt-time det første halvår af 2023.
Herudover bliver den såkaldte indefrysningsordning også indført for husholdninger og virksomheder. De får mulighed for at indefryse en del af deres energiregning og betale den tilbage på et senere tidspunkt.
Børne- og ungeydelsen, også kaldet børnechecken, bliver forhøjet med 660 kroner per barn. Pengene bliver udbetalt i januar næste år.
Færre kunder på grund af krisen og de færre penge mellem hænderne er også med til at presse fiskehandleren, som har eksisteret siden 1888, og hvor Jakob Clausen er femte generation ved roret.
- Det gør ondt at stå at indrømme, at vi lige nu er nødt til at vende hver eneste krone hver måned for at se, hvor længe vi kan holde til det her. Men det er sådan, det bliver, for vi er for stolte til bare at lukke.