Hugo Helmig er død - 24 år gammel
Sangeren Hugo Helmig er afgået ved døden. Han blev 24 år gammel.
Den 24-årige sanger Hugo Helmig, der er søn af musikeren Thomas Helmig og den tidligere topmodel Renée Toft Simonsen, er afgået ved døden. Han døde den 23. november.
Det oplyser Thomas Helmig på Instagram:
"På dit alt for korte livs sidste aften, sad vi to sammen i sofaen i din lejlighed.
Vi spiste og så “Notting Hill” og vi snakkede og vi snakkede.
Du var så fuld af håb, drømme og planer for fremtiden.
Jeg var hos dig hele natten og mens du sov, gav dit lille hjerte op.
Og nu er du så pludselig ikke “her” længere men lever videre et sted “Dybt inde i mit hjerte” hvor jeg vil bære dig med ømhed, stolthed og betingelsesløs kærlighed resten af mit liv.
Jeg er så uendeligt taknemmelig for hvert eneste sekund jeg fik sammen med dig.
For evigt - Far"
Hugo Helmig blev begravet torsdag.
På Hugo Helmigs egen Instagramprofil mindes familien ham også.
'Hugo Helmig gik bort onsdag d. 23 november. Hugo havde et alt for kort, men godt liv der har sat sig spor i mange mennesker. Hugo ville gerne have været hos os, og han havde mange planer og håb for fremtiden. Hans liv og virke som musiker lever videre i de mennesker der kendte ham og kendte til ham'.
De oplyser, at hans sociale medier bliver lukket på et tidspunkt.
Stor debut
Hugo Helmig debuterede i 2017 med storhittet "Please don't lie" og udgav i 2019 albummet Juvenile.
I 2021 droppede han sin Danmarksturne for at prioritere sit helbred, og ifølge hans pladeselskab var det ikke sikkert, at han ville vende tilbage.
Han var blevet drevet ud i et kokainmisbrug på grund af angst, og det misbrug satte den midlertidige stopper for hans ellers lovende karriere.
Det er kun få uger siden, at han selv fortalte på det sociale medie Instagram, at han havde forsøgt at tage sit eget liv. Siden da har der lydt mere optimistiske toner i hans opslag, hvor han blandt andet gav en forsmag på den musik, han måske ville udgive i 2023.