Selvmordsforsøg og selvskade: I over et år har Camilla råbt på hjælp
Camilla Cuber Adamsen blev for over et år siden opsagt på sit daværende bosted. Siden har der, ifølge familien, ikke været nogen hjælp at hente hos Aarhus Kommune.
To gange i august forsøgte 22-årige Camilla Cuber Adamsen at gøre en ende på det hele. Hun tøver ikke med at kalde det seneste år for det værste i sit liv.
- Jeg har oplevet svigt, jeg har oplevet sorg, jeg har oplevet at råbe på hjælp uden at få noget tilbage, forklarer Camilla Cuber Adamsen, der lige nu bor hos sine forældre i Egå.
Hun har autisme, og hun er samtidig plaget af både angst og svær depression. En stribe af røde ar på hendes ene arm er det tydelige tegn på, at hun også er selvskadende.
Veninden begik selvmord
Hun har brug for hjælp. Men siden hun i efteråret 2023 blev opsagt på sit daværende botilbud og behandlingssted, har hun og hendes familie kæmpet for at få hjælp fra Aarhus Kommune.
- På det møde, hvor vi får at vide, at Camilla bliver opsagt, siger vi højt og tydeligt, at hvis hun skal hjem til os at bo, så skal vi have noget støtte til Camilla. Vi kan ikke løfte den opgave, fordi hun er så syg, som hun er, siger Camillas mor, Merete Wagner Cuber.
Samtidig med opsigelsen på bostedet begår Camillas bedste veninde selvmord. Dét kombineret med opsigelsen gør, ifølge forældrene, at datterens angst og depression tager til.
- Hun er så syg på det tidspunkt, hun kommer hjem, men vi har ikke fået noget som helst, der ligner hjælp. Vi har selv betalt for privat psykologhjælp. Vi har intet fået fra kommunen, forklarer Merete Wagner Cuber.
Rådgivning på Livslinien
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
Tilbud lever ikke op til Camillas behov
I dag kommer Camilla Cuber Adamsen fortsat i det dagtilbud, hvor hun før boede. Men det er kun et dagtilbud - ikke et behandlingstilbud.
Aarhus Kommune har i løbet af det seneste år tilbudt Camilla flere forskellige muligheder for at få hjælp, men ingen af tilbuddene har dog levet op til de behov for hjælp og støtte, som Camilla har brug for.
Da hun blev opsagt på sit tidligere bosted, blev hun tilbudt at flytte på forsorgshjem.
Men ifølge familien mente selv den ungerådgiver, der fremlagde tilbuddet, at det nok ikke var den rigtige løsning for Camilla.
Samtidig tilbød kommunen, at Camilla kunne flytte i egen bolig og modtage hjælp nogle timer om ugen. Camilla er dog hverken i stand til at gøre rent, lave mad, vaske tøj eller lave andre praktiske gøremål i hjemmet på grund af sygdommen og hendes psykiske tilstand. Derudover er Camilla selvskadende og har konkrete selvmordstanker, hvilket gør, at hun ikke bør være alene.
Camillas forældre har fra dag ét bedt om hjælp i hjemmet, hvis de skulle have Camilla boende derhjemme. Først i september 2024 - altså ét år efter opsigelsen på botilbuddet - er der opstartet et såkaldt mestringsvejledningsforløb, hvor Camilla ifølge planen, skal have besøg af en vejleder to gange om ugen.
I september var der tre besøg. Siden har der ikke været nogen. Og ifølge Camillas forældre er dét forløb også gået i hårdknude.
- Jeg ved ikke, om de ikke har fået forklaret, hvad den her opgave handler om, så det gik jo i kludder fra første møde, forklarer Merete Wagner Cuber.
Det er blandt andet gået galt, fordi Camilla ved første møde havde forberedt sig på et møde kl. 14.00, men på dagen får at vide, at det er kl. 13.00.
- Og så er Camilla allerede lukket helt af, siger Merete Wagner Cuber.
Der var ikke plads alligevel
Sidste mulighed var at flytte hjem til forældrene uden yderligere hjælp, hvilket familien så sig nødsaget til at acceptere.
Siden er Camilla Cuber Adamsen blevet tilbudt forskellige muligheder.
Det første botilbud, kommunen kom med, blev afvist af lederen af bostedet allerede inden et besøg, da de ikke kunne dække Camillas behov. Familien har været ude at besøge et andet botilbud, hvor lederen af stedet dagen efter ringede og sagde, at de alligevel ikke mente, de kunne tilbyde den hjælp, som Camilla har brug for og derfor ikke kunne tilbyde en plads. Senere er Camilla blevet tilbudt et botilbud for beboere, der er kognitivt udfordrede, hvilket Camilla ikke er, og derfor ville hendes sociale behov ikke blive opfyldt.
Borgere på vej i botilbud i Aarhus Kommune:
Der står i øjeblikket 22 borgere på visitationslisten i Aarhus Kommune, der venter på en plads på et botilbud. Her må de maksimalt stå i 14 uger.
Der står 32 borgere på en ønskeliste. Det er borgere, der ønsker et specifikt tilbud. Borgerne bor lige nu enten hjemme med støtte eller på et andet botilbud.
Camilla Cuber Adamsen står på ønskelisten, da hun tidligere har takket nej til et tilbud, som hun har fået indenfor tidsgrænsen på 14 uger.
Det bor i alt 3.217 borgere på et botilbud eller i et bofællesskab i Aarhus Kommune.
Kilde: Aarhus Kommune
Før efterårsferien hørte familien så, at Region Midtjylland havde fundet et passende tilbud.
Mandag i uge 43 fik familien så beskeden om, at der ikke var plads alligevel.
- Jeg har behov for struktur, jeg har behov for, at der bliver lavet aftaler med mig, at jeg bliver støttet og får hjælp til at holde min hverdag i gang, og så har jeg behov for social støtte. Både til at komme ind i sociale sammenhænge og være sammen med andre unge. Men jeg har også brug for hjælp til at holde det sociale i gang og få udfyldt mit daglige sociale behov. Og det har jeg brug for fra fagpersonale, der har forstand på autisme, forklarer Camilla Cuber Adamsen.
I strid med serviceloven
Det er et brud på loven, når kommunen ikke leverer den hjælp, som en borger er bevilliget. Det forklarer Eva Naur, der er lektor i socialret ved Aarhus Universitet.
- Det strider mod serviceloven. Kommunen er forpligtet til at sikre, at den unge får den hjælp tilbudt, som hun har brug for. Også når hun ikke længere bor på et botilbud, siger hun.
Eva Naur understreger, at kommunen ikke har levet op til deres forpligtelser, selvom de rent faktisk har tilbudt Camilla Cuber Adamsen forskellige muligheder, der ikke har vist sig at være passende.
- Kommunen lever først op til det, de skal, når de også tilbyder hjælp i den bolig, som borgeren bor i. De kan ikke kræve, at for at få den nødvendige hjælp, så skal man flytte til et botilbud eller en bestemt bolig. Hjælpebehovet findes jo stadigvæk, forklarer Eva Naur og uddyber, at der i princippet ikke burde findes ventetid. Hjælpen skulle fortsætte i hjemmet samme dag, som Camilla flyttede ud af sit botilbud.
Et svigt fra systemet
Hos Landsforeningen for psykisk sundhed, SIND, er de ikke overraskede over forløbet i Camilla Cuber Adamsens sag.
- Desværre ikke. Det er jo det, vi kender som systemsvigt. Hun er fortabt af systemet, fortæller Erik Mønsted Pedersen, der er 1. næstformand i SIND.
Han mener, at der burde have ligget en køreklar plan om hjælp fra det øjeblik, Camilla Cuber Adamsen forlod sit botilbud. Særligt når man tager hendes autismediagnose i betragtning.
- Når man ikke forstår, at forudsigelighed er vigtigt, så kan det udløse andre psykiske problemer, som det jo også har gjort i tilfældet her, fortæller Erik Mønsted Pedersen med henvisning til, at Camilla Cuber Adamsens depression og angst kun er taget til det seneste år og kulminerede med de to selvmordsforsøg og 50 dages indlæggelse på psykiatrisk afdeling hen over sommeren.
Aarhus Kommune: Vi gør alt, hvad vi kan
Ifølge Aarhus Kommune, så gør de alt, hvad de kan for, at Camilla skal få den hjælp, hun har brug for. Hendes udfordringer er dog så komplekse, at der ikke findes mange tilbud, der kan give den nødvendige hjælp.
- Der er mange tilbud, der er rigtig gode til autisme, og der er mange tilbud, der er gode til psykiatri, men der er ikke ret mange tilbud, der kan begge dele, og det er en af grundene til, at det tager lang tid at finde et tilbud, forklarer Jeanette Schjællerup, der er Centerchef i Ungecenter Rådgivning og Visitation i Aarhus Kommune.
Hun mener iøvrigt ikke, at Aarhus Kommune forbryder sig mod serviceloven, selvom Camilla endnu ikke modtager den hjælp, hun er berettiget til.
- Vi har tilbudt hjælp, og vi har også tilbudt hjælp, indenfor den tidsramme vi normalt arbejder i, men hun har sagt nej tak. Og så fortsætter vi med at lede.
I forhold til den hjælp, som familien mener, de mangler derhjemme, så mener Jeanette Schjællerup, at Aarhus Kommune rent faktisk leverer hjælp via både mestringvejledningen samt dagtilbuddet.
- Hun får støtte, der hvor hun bor. Dét, vi ikke kan give, er et døgntilbud udenfor et etableret døgntilbud.
At der så er gået et år fra opsigelsen på botilbuddet til mestringsvejledningsforløbet er gået i gang, beklager hun.
- Der er gået tid med at finde ud af, hvad hjælpen skulle være. Det er noget, vi har prøvet at have dialog om, hvad det er for en slags hjælp, for at vi kunne komme med den rigtige hjælp. Og det har beklageligvis taget utroligt lang tid, forklarer Jeanette Schjællerup og fortsætter:
- Jeg kan godt forstå både frustrationen og magtesløsheden. Men vi gør vores allerbedste for at finde det rigtige tilbud til Camilla.
Kan ikke se en udvej
Tilbage sidder familien i huset i Egå, hvor Camilla Cuber Adamsen har svært ved at se, hvordan hele situationen skal løse sig.
- Jeg føler ikke, at der er nogen, der vil hjælpe mig. Jeg føler ikke, der er noget, der kan hjælpe mig. Jeg kan ikke se en anden vej ud end ikke at være her mere, fordi når jeg spørger om hjælp, får jeg ikke noget tilbage. Så er det svært at holde sig selv i gang. Holde sig selv i live, siger Camilla Cuber Adamsen.
Det samme gør sig gældende for hendes forældre, der ikke har haft et roligt øjeblik siden Camilla blev opsagt på sit botilbud i efteråret 2023.
- Det har jo været et 24/7, 365-job, hvor vi har sat alt til side for at holde gang i Camilla, hvis man kan bruge det udtryk, forklarer Camillas far, Thomas Adamsen.
- Vi er maks pressede. Men vi siger til Camilla, at vi bliver ved med at kæmpe. Men vi er jo ret nervøse for, at vi ikke har Camilla ret meget længere, tilføjer Camillas mor.
- Vi har ikke lige så god tid, som kommunen har, siger Thomas Adamsen.