Koster hende en bøde: Kvinde brød loven i Korsør-sagen
En 49-årig kvinde er blevet dømt for at bryde loven i sagen, hvor en mand siden er sendt i fængsel på livstid.
En 49-årig kvinde fra Randers er onsdag blevet idømt en bøde på 25.000 kroner for at have delt både navn og billede af Korsør-manden, Philip Patrick Westh.
17. april 2024 klokken 20.30 lavede den 49-årige kvinde et opslag på Facebook, hvor hun delte mandens navn og billede. På det tidspunkt, var der stadig navneforbud i sagen, som var nedlagt af Retten i Næstved.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Philip Patrick Westh blev i juni 2024 idømt lovens strengeste staf, livstid, for blandt andet drabet på Emilie Meng i Korsør og for at have bortført og voldtaget en 13-årig avispige i Kirkerup.
Slettede opslaget
Den 49-årige kvinde slettede senere sit opslag, og har forklaret, at hun gjorde det, da hun fandt ud af, at det var ulovligt at dele navnet og billedet.
Alligevel fandt Retten i Randers det bevist, at kvinden havde lavet opslaget, mens navneforbuddet var aktuelt, og delingen var derfor strafbar.
- Rettens afgørelse viser med al tydelighed, at det naturligvis er strafbart at overtræde et navneforbud i en verserende sag, siger anklagerfuldmægtig Simon Frier fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
- Det er ikke uden grund, når der bliver nedlagt et navneforbud i en straffesag, og derfor er jeg naturligvis også tilfreds med, at kvinden nu også er blevet idømt en bøde for at have overtrådt navneforbuddet i den konkrete sag fra Kirkerup.
Anklagemyndigheden glæder sig samtidig over, at kvinden har fået en bøde på 25.000 kroner.
- Foruden rettens vurdering af, at den 49-årige kvinde var skyldig i det rejste forhold, er jeg tilfreds med, at retten fandt, at bøden skulle udmåles til 25.000 kroner, da det er groft at overtræde et navneforbud, siger Simon Frier.
Navneforbuddet i sagen blev ophævet 24. april.
Flere har gjort det samme
Den 49-årige, randrusianske kvinde er langt fra den eneste, der brød navneforbuddet, da Philip Patrick Westh blev sigtet for at kidnappe og voldtage den 13-årige pige.
Tidligere er en 64-årig mand fra Løgstør blevet idømt en bøde på 15.000 kroner ved Retten i Aalborg for samme overtrædelse. Det samme gjorde en 33-årig kvinde fra Fredericia i august.
Den 49-årige kvinde fra Randers har erkendt sig skyldig i at overtræde navneforbuddet. Hun har ifølge politiet udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen til landsretten.