Et maskingevær peger på mit ansigt. “Hvor er du fra?” bliver jeg spurgt. Jeg sidder i en bus på grænsen mellem Israel og Palæstina. Jeg er på ferie med mine tre veninder fra journaliststudiet.

Bussen er netop holdt ind til siden, og tre soldater har bedt samtlige palæstinensere om at gå ud af bussen og vise legitimation. Turister kan blive siddende. En af soldaterne er hoppet ind i bussen for at tjekke, at ingen gemmer sig uden gyldigt ID.
Vi sidder alle fire musestille.

Da han når til sæderækken, hvor Julie, Nanna, Marie Louise og jeg sidder, stopper han op.
Og dér ud for mit ansigt peger et våben - sådan et, som jeg kun har set i de dårlige actionfilm, jeg bliver tvangsindlagt til at se.
Det er langt fra første gang, jeg bliver mødt med spørgsmålet om, hvor jeg er fra, men denne her dag føles mit svar alligevel en anelse vigtigere, end det plejer.

Jeg svarer ‘Denmark’. Men han bliver stående i noget, der føles som fem minutter. Set i bakspejlet taler vi nok nærmere om sekunder.
Han ser spørgende på mig, som om han ikke hørte mit svar. Mit hjerte banker nærmest ud af min brystkasse. Jeg peger på mit rødbedefarvede pas i min åbne bæltetaske. Han kigger rundt på mine veninder. Og så igen på mig. Så går han videre ned gennem bussen.
Min ene veninde klemmer min skulder. Vi siger ikke så meget. Lige dér i Israels gader blev det tydeligt, at vi ikke er helt så ens, som vi ellers går og føler.
Jeg - med mine mørke træk og min krumme mellemøstlige næse - skiller mig ud.

Hjemme i Danmark var valgkampen godt i gang i foråret 2019. Det var i den periode, at jeg for første gang følte mig sådan rigtigt fremmed. Fremmed i mit eget land.
Og derfor fik jeg lyst til at undersøge, hvorfor jeg ikke altid bliver opfattet som dansker.
Nu sidder jeg her og forsøger at fortælle mine oplevelser til dig.

Kærligheden holdt ikke, og de seneste 20 år har min far boet i Tyrkiet. Men hans gener bor stadig her i Danmark, og de ses i både min brors og mit ansigt. Og det er sådan set det, denne fortælling handler om.

I min folkeskole kom langt størstedelen fra pæredanske familier. Og så var der min bror og mig.
Det var os, der altid fik serveret kyllingepølser i en lille kasserolle til børnefødselsdage, fordi vi ikke måtte smage de røde pølser. Vi er ikke muslimer, men svinekødet har vi aldrig fået serveret på spisebordet derhjemme. Som min mor siger, er det af ren respekt for min far og hans bagland. Nye lærere stoppede altid op, når de kom til vores navn for ‘hov, hvordan udtaler man det?’.
Det var den eneste forskel på os og de andre børn.

I gymnasietiden begyndte spørgsmålene og kommentarerne at rulle ind. Nogle var sjove. Andre var lidt i den grove ende. Lad mig give dig en liste med eksempler.

“Yasemin? Det kan man da ikke hedde,”
“Piger som dig skal ikke gå i byen og te sig”
“Bliver du så voldtaget af din onkel derhjemme?”
“Hvorfor tager du ikke burka på?”
“I er også så aggressive, der hvor du er fra”
“Må du gerne spise romkugler, når du er muslim?”

Jeg griner oftest af de udmeldinger, jeg møder. Og svarer pænt på spørgsmål. Men tonen er blevet grovere og forståelsen mindre. Og hvis jeg ikke liiige orker at besvare spørgsmål og grine af kommentarer resten af mit liv, hvad gør jeg så? Slipper jeg nogensinde for at forklare og forsvare mit ophav?
Det vil jeg gerne finde svar på. Og det skal vise sig at bringe mig ud i nogle lidt uvante situationer.

På TV2 ØSTJYLLANDS Facebook-side kommer skarpe holdninger også til syne ind imellem. Jeg satte mig og ledte efter nogle af de fremmedfjendske kommentarer. Og på den måde har jeg fået kontakt til John Sejr. Kommentaren vidner om, at John ikke just er fan af alt det fremmede, der kommer sydfra.

Jeg taster lejlighedsnummeret på dørtelefonen. Så trykker jeg på klokken. Der går lidt, før en stemme siger et bestemt ‘JA’ over højtaleren. Jeg præsenterer mig.
Buzz-lyden lukker mig ind i opgangen.

Som John Sejr selv siger, så er han ikke racist. Men han bryder sig ikke om den retning samfundet går i. Moskeer, arabiske samtaler i butikker og bander med knive.
John fortæller mig, at hans kommentar nok mest bunder i frygt.
- Jeg tror, det er frygten for, at de vil overtage vores samfund. Det er jeg bange for, at det er ved at ske. Jeg frygter, at vi på et tidspunkt - måske om tyve år- har et muslimsk samfund.

Jeg ville gerne mødes med John, fordi jeg forsøger at forstå, hvorfor nogle mennesker ikke bryder sig om den fremmede kultur, som den muslimske kultur nu engang er. Og dermed halvdelen af mig også er.
Samtalen er ikke nær så grænseoverskridende, som den kunne være. John lader mig hurtigt forstå, at han har den holdning: Hvad de gør derhjemme, det må de om. Bare de lader det blive hjemme. John har faktisk ikke noget imod islam eller muslimer. De skal bare ikke fylde for meget.

Formiddagen i den grå sofa har givet mig et svar, jeg ikke kendte, før jeg trådte ind i stuen. John og jeg har faktisk noget helt centralt til fælles: Vi vil bare gerne have lov til at leve på den måde, vi bedst kan lide. Uden at nogen skal komme og tage det fra os.
Og det er langtfra den eneste gang, jeg bliver klogere på mig selv i mødet med andre.

Det er et liv, hun i og for sig har valgt for mig. Og derfor må hun have gjort sig nogle tanker. Det ved jeg, hun har. Vi har før talt om, at det ikke altid har været helt enkelt.
For jeg har altså oplevet nogle grænseoverskridende og hadske kommentarer i løbet af årene. Særligt når jeg bevægede mig i nattelivet. Her er jeg blandt andet blevet kaldt for “Vantro perker” selvom jeg ikke tilbeder nogen Gud eller tilhører nogen trosretning.

Og det har påvirket min mor, når jeg er kommet hjem og har fortalt om de episoder. Og hun husker godt, hvordan folk udstødte hende, da hun mødte min far. Og hun fortæller mig, at hun har gjort brug af særligt ét greb i løbet af vores barndom:
- Der var aldrig noget, vi ikke kunne snakke om. Og det var vigtigt for mig, at I fik noget af begge kulturer. Særligt det tyrkiske gjorde jeg meget ud af, at I lærte at kende. For jeg var ikke i tvivl om, at det danske skulle I nok få.

Og hvad har hun ellers gjort?
Svaret er enkelt for hende. Hun har lært os - min bror og jeg - at være ordentlige mennesker. For som hun siger:
- Så længe vi selv ved, at vi opfører os ordentligt. Så lad dem ikke få jer ned med nakken.

Jeg tillader mig at spørge min mor, om hun rent objektivt mener, at vi kan blive rigtigt danske, selvom hun ikke har serveret svinekød for os, og vi omtaler vores far med det tyrkiske ord ‘Baba’.
Det nærmest runger i den lille stue.
“Ja da. I er født danske. I bliver aldrig andet”
Det er vel egentlig sådan noget, ens mor skal sige. Men jeg vælger at tro på hende.

Og når Fatma ikke er på arbejde, så tænker Birthe på hende. For så mangler det der ‘Godmorgen smukke’, som Birthe lever højt på en hel dag.
Når Fatma er på arbejde, skal hun have sin obligatoriske sildemad. Det er blevet livretten. En livret hun først stiftede bekendtskab med, da hun startede på Skelager Plejehjem. Stedet, hvor hun også har lært at tilberede en flæskesteg, det var Birthe, der gav hende et par fif til dét.
Jeg spørger dem hver især, hvad det bedste er, ved den anden.
Jeg vender mig mod Birthe. Og svaret kommer efter lidt:
- Det hele.

Jeg er blevet bekræftet i, at danskhed er svært at sætte på formel. Og jeg har lært, at min egen danskhed ikke behøver være truet, bare fordi omverdenen ikke kan genkende den.
Folk behøver ikke se mig som dansker. Eller tyrker. Eller som mine forældres datter. Eller som journalist.
Bare se mig. Som menneske.