Joan træt af larm i ny bydel: - Meget værre, end jeg havde drømt om

Der bliver bygget på livet løs på Aarhus Ø. For en af de nærmeste naboer er det efterhånden ulideligt at bo midt i byggepladsen.

Udgivet Opdateret
Fra hendes lejlighed i stuen har Joan Buch Andersen nu udsigt til den larmende byggeplads med håndværkere, der passerer forbi lige under altanen.

Bippende trucks, containere, der skraber mod jorden og håndværkere, der hamrer og banker. Det er blevet hverdag for Joan Buch Andersen.

Hun bor med sin mand i en stuelejlighed på Aarhus Ø. For et års tid siden begyndte byggeriet af Lighthouse-fyrtårnet, som med sine 142 meters højde bliver Danmarks højeste boligbyggeri. Og Joan Buch Andersen er nærmeste nabo.

Den altan, som vi betaler for i dyre domme, kan vi stort set ikke bruge.
Joan Buch Andersen, seniorpensionist

- Det er meget værre, end jeg havde drømt om. Det er stort set hele dagen, de kører rundt og flytter på materialer, siger Joan Buch Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Der bliver bygget fra kl. 7-18 på hverdage og fra kl. 8-14 om lørdagen. Og den megen larm og støv har efterhånden sat sine spor hos seniorpensionisten.

- Jeg bliver træt i hovedet og ked af det, fordi det bliver værre og værre. Den altan, som vi betaler for i dyre domme, kan vi stort set ikke bruge. Vi har for det første ikke lyst til at være her på grund af støj, og for det andet gider vi ikke alle de håndværkere, der står klos op ad en, siger Joan Buch Andersen.

Joan Buch Andersen bor i lejligheden nederst til højre på billedet. De næste to år skal der bygges på grunden lige ved hendes altan.

Prikken over i’et kom, da der for nylig blev sat en container op til håndværkerne. Herfra kan de kigge direkte ind på sofaen i Joan Buch Andersens stue.

- Jeg var ked af det, da byggehegnet kom op. Men der er noget mere at være ked af nu.

Det er svært at bygge så stor en bygning, uden at naboerne kan mærke det.
Rune Kilden, byudvikler, Aarhus

Er det ikke bare et vilkår, når man bor på Aarhus Ø, at der er byggelarm?

- Jo, og det er for så vidt også okay, at der er det i perioder, men jeg synes ikke, de kan tillade sig at rykke så tæt på private boliger, som de gør her, siger hun.

VIDEO: Danmarks højeste boligbygning er nu for alvor på vej i Aarhus. Det er Lighthouse på Aarhus Ø, som bliver 142 meter højt, og dermed bliver en meget markant del af skylinen i Aarhus.  I dag var der åbent hus for nysgerrige på byggepladsen. Indslaget er fra 20. juni 2020.

Byudvikler: - Gør, hvad vi kan

Det er byudvikler Rune Kilden, der står bag Lighthouse-byggeriet. Han lover, at den generende container er væk inden 14. dage. Men støj og støv er sværere at gøre noget ved.

- Det er svært at bygge så stor en bygning, uden at naboerne kan mærke det. Men vi gør, hvad vi kan for at prøve at begrænse generne mest muligt, siger Rune Kilden til TV2 ØSTJYLLAND.

Rune Kilden står blandt andet bag AARhus, Pakhusene og Lighthouse på Aarhus Ø.

Til gengæld forsøger han samtidig med byggeriet at gøre noget godt for bydelen. Inden byggeriet af Lighthouse-fyrtårnet gik i gang, stod der 300 Ø-haver på grunden til rådighed for bydelens beboere. Og ved Bassin 7 er byggekranerne gemt væk bag et ”hegn” af blandt andet caféer, barber og restauranter.

- Det er en kombination af, at vi gerne vil teste hvilke aktører, der kommer til at fungere i den blivende bydel, samtidig med at laver en mere acceptabel situation for naboerne, hvor vi udligner generne lidt ved byggepladsen og bruger pladserne aktivt til noget spændende, siger Rune Kilden.

Efter planen skal Lighthouse-fyrtårnet stå færdigt i løbet af 2022. Og selvom Joan Buch Andersen er træt af byggelarmen, har hun ikke planer om at flytte væk.

- Vi vil gerne blive her, og vi synes, det er et utroligt flot område, og naboerne er søde. Men det her har godt nok slidt på os, siger Joan Buch Andersen.

Sådan kommer Lighthouse-fyrtårnet efter planen til at se ud, når det står færdigt. Illustration: Lighthouse United

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her