Kasper stod forrest, da katastrofen truede hele byen
Lørdag den 1. oktober 2022 kører Kasper Sønderdahl som et pendul mellem sit snart forhenværende parcelhus i Hørning og familiens kommende lejlighed på Aarhus Ø.
Flyttebilen er pakket med ting fra det hjem, han er ved at flytte fra, og imens bipper hans bluetooth-headset i ét væk.
17 interviews med forskellige medier gennemfører han som beredskabsdirektør hos Østjyllands Brandvæsen den dag. For ude på kraftværket i Studstrup udvikler en truende situation sig time for time.
Du må gerne citere mig for, at det var en mindre kaos-operation, jeg havde gang i.
- Jeg har mange års erfaring efterhånden, men lige dén dag var jeg lidt presset, fordi jobbet og hjemmefronten bare ramlede sammen. Du må gerne citere mig for, at det var en mindre kaos-operation, jeg havde gang i, siger Kasper Sønderdahl.
På Studstrupværket har der været brand i en stor silo med 55.000 tons træpiller, og branden har været i gang siden den 22. september.
Kraftværket forsyner hele Aarhus med energi fra afbrænding af træpillerne, men hvis siloen giver efter for varmen fra branden, risikerer værket at skulle fyre med kul i de to til tre år, det kommer til at tage at opføre en ny silo.
Men det er bare én af flere store udfordringer ved det, der skulle vise sig at være en særdeles langvarig brand.
I de her dage er det præcis ét år siden, at noget begyndte at ulme i bunden af kraftværkets silo. Det satte myndighederne på den ultimative prøve og tvang dem til at stable en indsats på benene som Kasper Sønderdahl i dag betegner som ”en kraftpræstation af en anden verden”.
TV2 Østjylland har taget en snak med nogle af de personer, som havde hændelsen helt inde på livet i de dage. En hændelse, som formentlig i mange år vil stå som den største og mest omfattende indsats for beredskabet i nyere tid og som noget, der i 29 dage påvirkede hverdagen for de knap 830 indbyggere i Studstrup.
Midt i det hele stod altså beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl, der var travlt optaget af at flytte, da tingene eskalerede.
16 af hans venner og bekendte troppede op den oktobermorgen og hjalp familien med at komme godt på plads i det nye hjem, mens alting bimlede og bamlede omkring ham.
Det er han dybt taknemlig for.
Dagen forinden, fredag den 30. september, havde Kasper Sønderdahl deltaget i et pressemøde på politigården i Aarhus, som han med sikkerhed aldrig kommer til at glemme.
Hvorfor det skiller sig ud i erindringen, vender vi tilbage til.
Det begynder at lugte i Studstrup
En uge forinden blev Østjyllands Brandvæsen kontaktet af en indsatsleder fra nabobrandvæsnet.
Vedkommende var kørt ud til et møde i nærheden af Studstrupværket, hvor han bemærkede, at det lugtede mærkeligt i området.
Til TV2 Østjylland fortalte Ørsted, der ejer Studstrupværket, den 22. september, at lugtgener skyldtes nogle træpiller, som lå og ulmede.
Ingen vidste, hvor lang tid det kom til at stå på, og Lone Degn, der bor i Studstrup, fortalte, at lugten var så forfærdelig, at hun næsten ikke kunne holde ud at være i sit hjem.
- Det er forbrændingen, der lugter. Det er ikke noget, der er farligt. Men det er klart, at hvis du har en brand i nærheden, så er det ligesom alt mulig andet røg ikke noget, man har lyst til at have indenfor, lød det fra brandvæsenets operationschef, Thomas Jørgensen.
Vi ved, at der er en risiko for, at taget styrter sammen ved meget høje temperaturer. Derfor kan vi ikke sende folk ind i siloen.
Det hele begynder i virkeligheden ugen før. Torsdag den 21. september 2022 opstår en mindre brand på det transportbånd, der sender træpiller fra siloen over til forbrændingsanlægget kaldet "blokken".
Ledelsen og de ansatte på Studstrupværket håndterer det efter en nøje fastlagt handleplan med automatisk stop af transportbåndet og sprinklere, der sætter i gang med at sprøjte vand for at kvæle ilden.
I værkets kontrolrum beslutter man, at der ikke er grund til at involvere brandvæsenet, da der er styr på situationen.
Der bliver rutinemæssigt målt på niveauet af kulilte, CO, der kan beskrives som et usynligt, lugtfrit affaldsprodukt ved en forbrænding.
Kulilte kan forekomme i luften omkring et kraftværk, men koncentrationen skal holdes nede på et niveau, hvor det ikke udgør nogen sundhedsrisiko for mennesker.
Ved kulilteforgiftning går kulilten via lungerne i de røde blodlegemer og fortrænger ilten, fordi det binder sig til hæmoglobinet, som transporterer ilten rundt i kroppen og op til hjernen.
Det er kulilten, der slår folk ihjel, når eksempelvis en tilstoppet skorsten sender røg ud i et hjem, eller hvis folk ikke vågner ved en brand om natten, så de ligger og indånder de skadelige partikler.
Ved måling af kulilte-niveauet omkring Studstrupværkets silo konstaterer man, at niveauet er steget voldsomt og springer måleudstyrets skala inden for bare to timer. Derfor skyder man nitrogen ind i den 43 meter høje og 70 meter brede silo ved hjælp af nogle dyser.
Nitrogen fjerner ilten, og er der ingen ilt i et rum, kan det ikke brande. Det er derfor, man skal lukke døre og vinduer, hvis det brænder, selvom det nok for nogen vil virke mere naturligt at åbne dem.
Alting stinker af røg
Ole Thomsen er ansvarlig for Ørsteds kraftværksforretning herunder Studstrupværket.
Her fortæller han, hvordan han oplever den månedlange brand:
- Hver dag, når jeg kommer hjem fra værket, går jeg ind i huset gennem garagen. Her har fruen lagt et komplet sæt rent tøj klar til mig, så jeg kan gå direkte i bad, for jeg stinker af røg. Det samme gør min bil. Alting stinker, og børnene spørger mig, hvad jeg egentlig går og foretager mig.
- Det er en måned, hvor telefonen hele tiden er inden for rækkevidde og klart den sværeste ledelsesopgave, jeg nogensinde har stået med. Én ting er branden, men det gælder også om at passe på mine medarbejdere, der knokler helt vildt derude. Indimellem iført røgdykkerudstyr og -masker.
- Vi havde samlet til huse med træpillerne, så siloen på Studstrupværket er næsten fyldt helt op med 55.000 tons, så den er klar til at levere grøn energi til Aarhus hen over vinteren. Alle snakker om energikrise og høje priser på det tidspunkt, og der ligger en vigtig opgave for os hos Ørsted i at sikre forsyningen.
- Jeg får at vide den 21. september, at der er konstateret et voldsomt højt niveau af kulilte i siloen. Den slags måler vi på hele tiden i Studstrup, ligesom vi gør ovre på Avedøreværket. Det er helt standard. Den dag er der så udsving, og det er en indikator for, at der er noget galt. Enten en biologisk proces eller en glødebrand. Noget ligger og ulmer et sted.
- Vi ordner den slags ved at sprøjte nitrogen ind, som kvæler ilden ved at fjerne ilten, men det har ikke den ønskede effekt. Da der så kommer træpiller med gløder i ud helt nede fra bunden af siloen, som aktiverer det indbyggede brandslukningsanlæg, tænker jeg første gang, at okay - vi står med en større udfordring. Det her er alt andet end standard.
- Vi sætter gang i vores meget gennemarbejdede beredskabsplan, og jeg snakker med specialister og værkchefen om, hvad vi skal stille op. Vi begynder at tømme siloen ved at hente træpiller ud via transportbånd i bunden, og vi får cirka 15.000 tons ud på den måde, inden båndet brænder sammen. Det vil sige, at der er 40.000 tons tilbage, og det er altså en enormt stor mængde energi at have liggende, når det brænder.
- I mellemtiden har vi fået kontakt til diverse myndigheder, for det ryger ganske voldsomt, og det stinker som et stort lejrbål i hele området. Heldigvis er det ikke giftigt, men det er desværre til gene for folk i lokalområdet. Jeg oplever stor forståelse i lokalsamfundet, hvor folk godt er klar over, at den her situation er en ulykke, som ingen har skabt med vilje. Folk efterspørger informationer, som jeg selv ville gøre i deres sted, og ingen er urimelige eller skælder ud.
- Vi bliver ved med at blæse nitrogen ind, fordi det virker temperaturdæmpende, og da Danmark løber tør, må vi handle i udlandet. Her er vi udfordrede af, at det kræver særligt uddannede chauffører at køre med nitrogen i lasten, og på et tidspunkt er der tale om at ledsage lastbilerne med politieskorte, så de kan komme hurtigere frem. Vi smed flere hundrede tons nitrogen på.
- Jeg oplever imidlertid hele branden som en kontrolleret indsats, hvor myndighederne har styr på sagerne fra dag ét til dag 29. Dog husker jeg den hæslige fredag den 30. september, da det hele pludselig eskalerer, og der bliver udsendt sirenevarsel. Det giver mig stadig gåsehud at genkalde den dag, for der går virkelig mange tanker igennem mit hoved. Vi frygter en eksplosion, der vil smadre selve kraftværket, og brandvæsenet står klar med alt deres udstyr.
- Der skal træffes hurtige beslutninger på kort tid, og ingen har en drejebog for, hvad der er det rigtige at gøre længere. Det her kan ikke sammenlignes med at slukke en brand i en bil eller en lade med halmballer. Hvis du hælder vand på træpiller, svulmer de bare op, og dermed kunne vi risikere at siloen revnede, så vi ville stå med Danmarks største bål. En sand katastrofe.
- Da jeg kan se, hvor effektivt arbejdet forløber med bulldozer og gummiged, så det hele nærmer sig en ende, begynder jeg at komme ned i stressniveau. Da branden er slut, kommer borgmesteren herud og siger nogle opmuntrende ord, og vi laver grillpølser til alle de involverede i beredskabet. Da falder mine skuldre lige så stille ned på plads, og jeg sidder stadig her et år efter og er ekstremt stolt over det stærke samarbejde, vi havde kørende med alle myndighederne. Det var ordentligt og systematisk hele vejen igennem.
Der er endnu ikke noget, der tyder på, at det brænder inde i selve siloen, men man begynder for en sikkerheds skyld at tømme den for træpiller.
De 55.000 ton piller svarer omtrent til ti dages forbrug med værket i fuld drift.
De fylder en del.
Røgen spreder sig over Østjylland
Vi skruer tiden frem igen.
Fredag den 22. september står det klart, at situationen er mere alvorlig end først antaget. Der bliver stadig målt for højt CO-niveau helt op til 75 meter fra siloen, og man mistænker, at der alligevel er en brand i gang derinde.
Der bliver oprettet et fareområde omkring siloen, hvor temperaturen fortsat stiger.
- Vi arbejder altid på den måde, at førsteprioritet er, at ingen mennesker skal udsættes for fare. Det gælder ansatte på værket, beboere i området og mine folk. Anden prioritet er at redde siloen og herefter så mange træpiller som muligt, forklarer Kasper Sønderdahl.
Sidstnævnte bliver mindre vigtigt, efterhånden som situationen udvikler sig.
De kommende dage bliver temperaturen stadig ved med at stige, mens arbejdet med at tømme siloen for træpiller fortsætter ved hjælp af det indbyggede kædetræk i bunden. På grund af pladsmangel bliver en del af pillerne lastet over på en pram, der sejler dem væk. Nogle til Avedøreværket i Hvidovre og andre til Finland.
Røgen spreder sig over Studstrup og omegn, og den skifter sammen med vindretningen, som den slags jo gør. Derfor er det forskelligt, hvilke borgere der påvirkes.
Der indløber meldinger om lugtgener så langt væk som fra Råby nord for Randers og fra Grenaa.
Søndag den 25. september kommer der henvendelser fra folk, som føler en påvirkning af åndedrættet. Nogle kaster op.
Fareområdet bliver nu opskaleret fra 75 til 300 meter.
- Vi sørger for konstant at være et par skridt foran, så vi er klar på en hvilken som helst udvikling. Vi ved, at der er en risiko for, at taget styrter sammen ved meget høje temperaturer, for det viser eksperternes statiske beregninger. Derfor kan vi ikke sende folk ind i siloen, siger Kasper Sønderdahl.
I de dage sover han udmærket, påpeger han, men alarmtelefonen er aldrig på lydløs om natten. Han har det øverste ansvar for at koordinere hele indsatsen, selv om han har stor hjælp fra de folk, han har under sig. I sidste ende er det ham, der har ansvaret.
Østjyllands Brandvæsens folk arbejder i døgndrift med treholdsskift, og dets 20 egne indsatsledere bliver undervejs aflastet med hjælp fra ti indsatsleder-kolleger så langt væk som fra Bornholm.
Det bliver stadig undersøgt, hvordan ilden bedst kan bekæmpes.
Slukning med enorme mængder af vand kan få træpillerne til at udvide sig, så hele konstruktionen giver efter for presset og kollapser. Det må selvsagt ikke ske.
Vi kommer til at tilføre en stor mængde ilt til branden i det øjeblik, vi åbner porten, og det kan resultere i en voldsom opblusning.
Sprøjter man skum på træpillerne, vil det formentlig slet ingen effekt have, for skummet vil lægge sig som en dyne på toppen eller glide af.
Der bliver anvendt nitrogen uafbrudt, og Ørsted må have den store tegnebog frem for at sikre, at der fortsat er noget til rådighed. Alt nitrogen i Danmark bliver sendt til Studstrup, og man begynder at købe ind fra udlandet.
Alt imens modtager Styrelsen for Patientsikkerhed flere meldinger fra folk, der oplever gener fra røgen.
- Vi undersøger muligheden for at åbne den store port i bunden af siloen. På den måde vil vi hurtigere kunne tømme den for træpiller, når nu det ikke er muligt at køre ind i siloen på grund af nedstyrtningsfare. Risikoen ved den løsning er, at vi kommer til at tilføre en stor mængde ilt til branden i det øjeblik, vi åbner porten, og det kan resultere i en voldsom opblusning. Det er vores helt store bekymring, siger Kasper Sønderdahl.
Rundt om siloen opdager man ved hjælp af droner med termiske kameraer, at der opstår flere mindre brande i bunker af træflis uden for siloen, som mandskab fra Beredskabsstyrelsen tager sig af.
Det står klart for Østjyllands Brandvæsen, at det mangler lignende droneudstyr i værktøjskassen, hvis det skal være godt rustet til en lignende hændelse i fremtiden.
Sådan en investering skal byrådet tage stilling til lige om lidt, når de lægger budgettet for de kommende år. Udstyr og uddannelse vil ifølge Kasper Sønderdahl stå i rundt regnet én million kroner.
En eksplosion og et pressemøde
Så er vi fremme ved fredag den 30. september.
Det er dagen før Kasper Sønderdahls flytning fra Hørning til Aarhus Ø og dagen, som byder på det pressemøde, han aldrig glemmer. Det er planlagt til at starte klokken 13, og alt er klar i forhallen på politigården.
Kasper Sønderdahl og de øvrige deltagere på mødet er på vej ind til journalisterne fra lokale og landsdækkende medier, da der sker noget ude på Studstrupværket, som ændrer hele situationen drastisk.
Jeg er på vej ind til det pressemøde med et budskab om, at alt er under kontrol. Det havde været helt skørt med sirenen kørende i baggrunden.
Man har fået åbnet den store port, og klokken 12.57 sker der det, som hedder en forpufning. Det er en kemisk reaktion, der minder om en eksplosion. Taget på siloen letter ved forpufningen, og det brænder på toppen af træpillerne og i selve portsystemet, som man får lukket igen.
Det ryger så voldsomt, at man aktiverer sirenevarslet i Skødstrup, fordi Studstrup er indhyllet i røg. Der er ingen sirener i selve Studstrup.
- Jeg er på vej ind til det pressemøde med et budskab om, at alt er under kontrol. Det havde været helt skørt med sirenen kørende i baggrunden. Mildest talt utroværdigt. Derfor må vi sige det, som det er: "Situationen er meget dynamisk", siger Kasper Sønderdahl.
Da situationen igen er under kontrol, indkalder myndighederne til et nyt pressemøde klokken 15.30.
- Her fortæller jeg, hvad der netop er sket. Jeg siger igen, at en brand altid er dynamisk og svær at forudsige. Det gælder i høj grad her, hvor vi dag for dag skriver videre på lærebogens kapitel om håndtering af silobrande, siger Kasper Sønderdahl.
Lørdag den 1. oktober stiger temperaturen i toppen af siloen til 400 grader, og der sker endnu en forpufning, der aflastes af lugerne i taget. Hele taget med en samlet vægt på 662 tons er konstrueret med såkaldte eksplosionslemme, der kan løfte sig og tage af for selv store tryk.
Ilden spreder sig imidlertid til tagkonstruktionen og bliver slukket ved hjælp af de specialbyggede tankvogne, man har fået lavet som en del af havneberedskabet i Aarhus.
Taget bliver over de kommende dage pillet ned stykke for stykket, og det er først genetableret her sidst i august.
Undervejs sætter varmen siloens indbyggede alarmeringsudstyr ud af drift, ligesom udtrækssystemet, der sidder i bunden af siloen, simpelthen brænder op.
Anmoder om national assistance
Røgen betyder, at enkelte borgere bliver flyttet fra deres boliger til et plejehjem, og kommunen begynder at gøre klar til at tage imod evakuerede borgere. Blikket falder i første omgang på idrætshallen i Lystrup, men der er optaget på grund af et arrangement.
Derfor bliver Christiansbjerghallen udpeget til nødindkvartering og rigget til med plads til 90 personer - uden dog at komme i brug.
Man vurderer, at der stadig er omkring 19.000 ton træpiller i siloen.
Man har altså fået fjernet mere end halvdelen, men der er lang vej igen, og hele Danmark følger med.
Mandag den 3. oktober anmoder Kasper Sønderdahl om national assistance, som det hedder. Der bliver hentet hjælp hos Forsvaret, som dagen efter møder op med en gigantisk, fjernstyret bulldozer fra ingeniørtropperne på Skive Kaserne.
Samtidig gør man brug af en stor industriknuser, der er i stand til at pulverisere de træpiller, som bliver hentet ud af siloens portåbning med en gummiged. Geden tager 14 kubikmeter i en skovlfuld, så den er effektiv.
Når pillerne først er knust, kan de i knusermaskinen blive overrislet med vand, så de kommer ud som slagger.
Det viser sig, at det er den eneste effektive slukningsmulighed: Udkørsel, knusning, overrisling. Gentag.
- Vi bruger de her store entreprenørmaskiner, som dygtige folk fra Ørsted og Forsvaret opererer med. Jeg er vanvittigt imponeret over den måde, de arbejder på. Det er meget prisværdigt, siger Kasper Sønderdahl.
En måned med krisestyring
Kristian Krøyer Juliussen er vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi.
Her fortæller han, hvordan han oplever den månedlange brand:
- Jeg er på arbejde, da branden bryder ud. Jeg er leder af vagtcentralen, men når der sker noget større, der ligger uden for dagligdagens øvrige opgaver, laver vi en kommandostation, hvor hele den operative indsats bliver koordineret. Det handler om at danne og bevare overblikket, og det handler om at sikre, at vi har de rigtige ressourcer til at løse den pågældende opgave. Det gælder, uanset om vi har at gøre med en drabssag, fodboldkampe eller som her en omfattende brand i en virksomhed.
- Da jeg får at vide af brandvæsenet, at der er risiko for kulilteforgiftning, sender jeg en indsatsleder ud til kraftværket, ligesom der bliver sendt en sundhedsmedarbejder fra regionen. Vi tjekker op på, at der er plads på sygehusene, hvis der pludselig kommer en masse patienter med røgskader, og så er en vigtig opgave for os at kommunikere ud til befolkningen, hvad der foregår. Det gælder ikke mindst i form af sirenevarslinger, som jo også var i brug her.
- På et tidspunkt indkalder vi den lokale beredskabsstab, hvor vi fra politiet har den koordinerende rolle. Her er Styrelsen for Patientsikkerhed og Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab også med, og det er sammen med deres folk, at vi den 30. september laver en beredskabsmeddelelse, hvor folk får at vide, at de skal lukke døre og vinduer, hvis de føler sig generet af røgen, og at de skal søge helt væk, hvis de er særligt udsatte som eksempelvis astmatikere eller KOL-patienter.
- Hver morgen mødes vi i staben og ser på ting som vindretning, vejrprognoser, røgfanens højde og måling af kulilte-partikler i luften. Vi er klar til at rykke ud og evakuere borgerne i omegnen af værket, og kommunen arbejder på at sikre sovepladser i Christiansbjerghallen. Det er en kæmpemæssig holdopgave, hvor situationen flere gange skifter mellem bedring og forværring. En lang rutsjebanetur, der heldigvis ender godt. Det er en lettelse, da det står klart, at man har reddet siloen.
- Helt overordnet er det fagligt en spændende opgave at være en del af, fordi det er så unikt med en krisestyring, der strækker sig over en hel måned. Jeg tror, at hvis man kom ind i vores lokale udefra, og så, hvor godt myndighederne arbejdede sammen, så ville man blive imponeret. Jeg er selv dybt imponeret over at se Kasper Sønderdahl stå i spidsen for det her. Han var på nærmest 24-7, men han bevarede overblikket og havde overskud til at rumme og kapere det hele. Det har jeg tænkt meget over siden dengang.
- Jeg vil gerne gøre det meget klart, hvor stolt jeg er over at opleve et samarbejde i verdensklasse mellem mine folk, Ørsteds ressourcepersoner, de frivillige, som stod for forplejningen med fire daglige måltider, kommunen, politiet og dets kommunikation og Styrelsen for Patientsikkerheds ditto. Alle knoklede på uafbrudt 29 dage i streg, siger Kasper Sønderdahl.
- Vi havde simpelthen stået derude endnu, hvis ikke vi havde fået hjælp udefra.
- Det var 29 dage, der udfordrede os til det yderste
Torsdag den 13. oktober er der 9000 tons træpiller tilbage i siloen, og man er ved at ombygge en gummiged, så den kan fjernstyres ligesom bulldozeren.
Den er klar om lørdagen, og på den måde kan man fjernstyre alle maskiner inde i siloen, hvor pillebjerget lige så stille svinder ind, mens ilden indimellem blusser op og giver kraftig røgudvikling, når pillerne dratter ned.
Uden for siloen kan almindelige gummigeder smide træpillerne op i knuseren.
Onsdag den 19. oktober er der kun 2000 tons, og i løbet af natten til torsdag får man væltet det sidste bjerg af træpiller, så Kasper Sønderdahl op ad dagen den 20. oktober kan melde ud i pressen, at ilden nu endelig er slukket.
Bliver det fejret?
- Nej, der er hverken champagne eller fanfare på brandstationen. Folk er ekstremt udmattede, så de går simpelthen i seng, siger Kasper Sønderdahl.
Jeg vil gerne gøre det meget klart, hvor stolt jeg er over at opleve et samarbejde i verdensklasse.
Et år efter den enorme opgave ser beredskabsdirektøren tilbage på den indsats det krævede at slukke branden.
- Det var i sandhed 29 dage, der udfordrede os til det yderste, siger beredskabsdirektøren, der kalder det en trykprøvning ud i hver en afkrog af organisationen, siger han.
I løbet af de 29 dage kom der 1099 logninger i vagtcentralen. Hver logning svarer til en beslutning, der skal dokumenteres, og som ofte involverede mandskab og udstyr.
Den samlede indsats har kostet Østjyllands Brandvæsen 1,9 millioner kroner i ekstra udgifter til lønninger, brændstof og forplejning.
Ingeniørregimentet, der har hjemme på Skive Kaserne, har bogført udgifter for 901.896 kroner som følge af indsatsen ved Studstrupværket. Beløbet dækker ikke lønninger.
En senere opgørelse viser, at Beredskabsstyrelsen samlet brugte flere end 13.000 mandetimer ved indsatsen. Beredskabsstyrelsen mistede desuden en drone til en værdi af 200.000 kroner.
Ørsted ønsker ikke at oplyse til TV2 Østjylland, hvor meget det har kostet virksomheden. En væsentlig budgetpost er indkøb af nitrogen.
Under hele forløbet lykkedes det at opretholde varmeforsyningen til samtlige private husstande og virksomheder, og ifølge Kasper Sønderdahl var slukningsaktionen et vellykket eksempel på godt samarbejde mellem alle involverede.
- Jeg vil gerne gøre det meget klart, hvor stolt jeg er over at opleve et samarbejde i verdensklasse mellem mine folk, Ørsteds ressourcepersoner, de frivillige, som stod for forplejningen med fire daglige måltider, kommunen, politiet og dets kommunikation og Styrelsen for Patientsikkerheds ditto. Alle knoklede på uafbrudt 29 dage i streg, siger Kasper Sønderdahl.
- Vi havde simpelthen stået derude endnu, hvis ikke vi havde fået hjælp udefra, tilføjer han.
I marts 2023 kom det frem, at det ikke som ventet var muligt at tage siloen i brug igen denne sommer, fordi skaderne har vist sig at være mere omfattende end først antaget.
Forventningen er nu, at siloen er klar i sommeren 2024.
Frygter et worst case-scenarie
11 måneder inden branden på Studstrupværket var der sidst i oktober 2021 en stor brand i træflisfabrikken Kronospan i Pindstrup på Djursland.
Samme dag udbrød der også en større brand på Højbjerg Maskinfabrik i Galten.
Østjyllands Brandvæsen og nabobrandvæsenet, Beredskab & Sikkerhed, stod altså pludselig med to krævende indsatser, og det satte beredskaberne og deres evne til at håndtere flere indsatser samtidig på en prøve.
I Galten var 55 brandfolk i aktion, mens der var 120 i Pindstrup.
I Galten blev ilden slukket samme dag, mens indsatsen i Pindstrup varede hele ni dage.
- Langt de fleste af de ting, vi kører til i det daglige, tager alt fra få minutter til nogle timer at håndtere. Når vi så står med store hændelser a la dem i Studstrup og Pindstrup, bliver det tydeligt for os, at nogle opgaver simpelthen overhaler beredskabets dimensionering, siger Kasper Sønderdahl.
Dimensionering?
- Ja, det vil sige sammensætningen af hele styrken med mandskab og materiel. Eksempelvis er Aarhus vokset enormt over de senere år. Der er kommet tusindvis flere indbyggere, en eldrevet letbane, som skal sikres konstant forsyning af strøm, højhusbyggerier, der kræver udstyr til redning- og slukning i højden, der er enorme oplagringer af træpiller og olie i siloer på havnen, og i 2031 åbner Marselistunnelen, som vi også skal kunne indsættes i, hvis der sker noget.
- Der er pludselig virkelig mange steder, hvor det potentielt kan gå galt, og alt det her kommer altså oven i de almindelige kerneopgaver, som hverdagen byder på med alt fra brandslukning til trafikuheld, siger Kasper Sønderdahl.
På baggrund af hændelserne i Pindstrup og Galten havde Østjyllands Brandvæsen lavet et såkaldt storhændelseskoncept, der præcist beskriver alle procedurer, så det er ren ”plug and play”, når først alarmen lyder.
Det koncept kom til sin fulde ret i Studstrup.
Derudover har Østjyllands Brandvæsen siden oktober 2021 arbejdet med en udviklingsplan for at sikre, at beredskabet er dimensioneret til de udfordringer, der følger med byudviklingen frem mod 2028.
- Et løft af dimensioneringen er ikke et direkte resultat af de enkeltstående hændelser i Pindstrup og Galten. De to var bare med til at sætte ekstra kraftigt lys på vores mangler, og da vi så stod med branden på Studstrupværket, var det ligesom en tyk understregning af, at vi er maksimalt pressede, siger Kasper Sønderdahl.
- Når vi tager specialuddannet mandskab, der skal tage sig af hændelser på oliehavnen, og indsætter dem et andet sted, jamen, hvem dækker så havnen, spørger Kasper Sønderdahl retorisk og bemærker, at hele brandvæsenets tankegang netop er bygget op efter en ”hvad nu hvis”-strategi.
- Håb er ikke en strategi i vores branche. Vi er nødt til at være klar på alle tænkelige scenarier, fastslår han.
For hvad nu hvis der var sket en stor brand på havnen lige præcis i den periode, da det meste personale befandt sig ude på Studstrupværket?
Kasper Sønderdahl beskriver et worst case-scenarie, hvor hans folk er nødt til at indstille slukningsindsatsen på Studstrupværket og rykke ned til havnen, da den direkte risiko for tab af menneskeliv her er større. Det samme med risikoen for evakuering af tusindvis af borgere i Aarhus’ midtby.
Han håber på en fremtid med flere fuldtidsansatte og mere materiel, der passer til samfundets udvikling. Særligt i Aarhus, hvor udviklingen i hans øjne altså har overhalet beredskabets robusthed.
Tekst og research: Palle Herløv
Foto og video: TV2 Østjylland, Ritzau/Scanpix, Beredskabsstyrelsen, Østjyllands Brandvæsen og Øxenholt Foto
Redaktør: Dennis Engelstad
Udgivet: September 2023
