Krydstogts-turisme gavner ikke lokaløkonomien i Aarhus
Aarhus sætter krydstogtsrekord i år med 90.000 gæster og 37 skibe. Ekspert i krydstogtsgæsternes forbrug mener ikke, at det nødvendigvis er positivt for den lokale økonomi
Den jyske pigegarde spillede og Visitaarhus var klar med informationsstande, da årets første krydstogtsskib ankom til Aarhus tidligere på måneden.
Det ser stort og pompøst ud, når de gigantiske turistskibe kommer til byen, men en norsk professor fra Universitet i Bergen mener ikke, at et krydstogtsboom bidrager væsentligt til den lokale økonomi i Aarhus.
- Hvis man vil fylde Aarhus med turister, som ikke bruger nogen penge, så kan man godt satse på krydstogtsturister, siger Svein Larsen og fortsætter:
- Men hvis man vil have turister, som betyder noget for den lokale økonomi, så er landturister klart at foretrække.
Han har sammen med sit forskerhold spurgt over tusind krydstogtsturister i Bergen, hvor mange penge de bruger på land.
- 60-70 procent af turisterne bruger ingen penge i det hele taget, når de går i land. Det, som folk bruger flest penge på, er kaffe. Og der ligger forbruget på mellem 40-50 kroner per person, siger han.
Kan ikke bruge tal fra Bergen
Ved Visitaarhus anerkender direktør Peer H. Kristensen ikke, at man kan bruge undersøgelser fra Bergen i Norge til at vurdere krydstogtsturismens bidrag til økonomien i Aarhus.
- Krydstogtsturister i Norge sejler der for at se naturen, og skibene lægger til mange steder, hvor gæsterne ser det samme. Derfor kan man ikke sammenligne de to byer, siger han.
Visitaarhus er med i Network Cruise Baltic, som har fået lavet beregninger, der viser, at en krydstogtsturist i Aarhus i gennemsnit bruger 587 kroner på et døgn.
Det tal tror professor Svein Larsen fra Bergen ikke på. Han har læst beregningerne og mener, der mangler dokumentation for, hvordan gæsterne er blevet spurgt og hvem, der er blevet spurgt.
- Man skal tage rapporter bestilt af krydstogtsindustrien selv med et gran salt. Der er ingen grund til at tro, at Aarhus er så specielt et sted, at turisterne vil bruge væsentligt flere penge end her i Bergen, siger han og fortsætter:
- Der er også internationale studier fra andre steder i verden, som viser det samme som vores studier.
Et godt supplement
Peer H. Kristensen fra Visitaarhus ved godt, at hotelgæster bruger flere penge end krydstogtsturisterne, der besøger Østjylland.
Han mener dog, at de store skibe er et godt supplement.
- Krydstogtsturismen er med til at udvikle bæredygtigheden i vores turistprodukter, fordi der næsten af udsolgt af hotelværelser i højsæsonen, siger direktør Peer H. Kristensen.
Professor Svein Larsen fastholder dog, at det ikke gavner økonomien i Aarhus væsentligt, at der i år bliver sat rekord i antallet af krydstogtsgæster i Aarhus.
- Fordi krydstogtsturismen ikke bidrager med meget ekstra til det lokale handelsliv og til skatteindtægter i området, så er det et dårligt supplement, siger han.