Landsdækkende børnestrejke: Vil have flere hænder
Strejkende forældre mødtes fredag flere steder i Østjylland for at protestere mod forholdene i landets daginstitutioner.
- Vi vil have flere voksne!
Så kort kan kravet fra fredagens strejkende forældre formuleres, lyder det fra Stine Højgaard Vilstrup, der holdt sin datter hjemme fra børnehaven i protest fredag.
Dagens helt store demonstrationer for minimumsnormeringer foregik i Herning og København, men også i det østjyske protesterede forældre til mindre børn i hobetal.
Mange valgte at holde deres børn hjemme fra børnehaven eller vuggestuen for på den måde at markere deres støtte til bevægelsen 'Hvor er der en voksen?'.
Barnets rum i institutionen blev i dagens anledning pyntet med et gult skilt med påskriften: "Sarah holder fri den 22/11 for at vise sin støtte i kampen for minimumsnormeringer. #HvorErDerEnVoksen".
Samlet i gult
Arrangørerne af den nationale protestdag havde valgt at forsøge at trække så mange som muligt af de strejkende forældre til Herning og København fremfor som tidligere på året at lave mange små lokale demonstrationer.
Flere østjyske forældre, som TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med, planlagde at tage turen til en af de to demonstrationer.
Der var derfor ingen demonstrationer i Østjylland. Til gengæld samledes de strejkende forældre, der ikke havde mulighed for at rejse til Herning og København flere steder i det østjyske for at vise deres støtte.
I Grenaa mødtes en gruppe ved Pavillonen, og i Aarhus dannede Dokk1 rammen om den lokale protest.
Mange voksne hele dagen
Stine Højgaard Vilstrup, der er mor til to piger, er blandt de strejkende forældre på Dokk1. Hun har givet begge sine piger fri fra børnehave og i stedet taget dem med på biblioteket.
- Vi kunne rigtig godt tænke os, at der ved lov blev bestemt, at der i Danmark skal være minimumsnormeringer. Vi vil gerne, at der højest skal være seks børn til en voksen i børnehaven og tre børn til en voksen i vuggestuerne, forklarer hun og uddyber:
- Det skal gælde hele dagen, og der skal ikke tælles dem med, der er på kontoret eller sygemeldte eller på kursus.