VIDEO: Bomme gik ikke ned - letbaneboss lægger ansvar over på bilister

Borger bekymret efter utryg oplevelse ved letbaneoverkørsel. Letbanedirektør forstår godt nervøsitet.

VIDEO: Et letbanetog krydser Sønderskovvej i Lystrup, selvom bommene ikke er nede og lysene ikke blinker.
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et letbanetog, der krydser en vej, selvom bommene ikke er nede og lysene ikke blinker.

Det scenarie optræder formentlig på mange østjyders liste over ting, der kan give nervøse tics.

Scenariet blev mandag aften en realitet for Jens Rubin fra Lystrup.

Lokofører gjorde det rigtige

Han var på vej ind til Aarhus for at hente sin kone, da han så et letbanetog krydse Sønderskovvej i Lystrup, selvom bommene ikke var nede og lysene ikke blinkede.

- Det er da mega utrygt på en måde. Det skal bare virke. Der var jo et tog på den strækning, hvor en far og søn døde, siger Jens Rubin til TV2 ØSTJYLLAND.

Han kalder situationen utrolig, men han vil dog gerne rose lokoføreren for den måde, hun håndterede situationen på.

- Jeg synes, lokoføreren handlede professionelt. Hun kørte helt vildt langsomt og holdt helt stille og så efter, at vi i bilerne holdt stille, og så holdt hun hornet i bund og kørte stille over, siger han.

Det ændrer dog ikke på, at han er bekymret over, at bommene ikke virker, som de skal.

Jens Rubin fra Lystrup er bekymret over, at letbanetog kører over en vej, selvom bommene ikke er nede. 

Letbanedirektør: Vær ekstra opmærksom

Jens Rubin vil fremover holde endnu mere øje og bremse ned ved letbaneoverkørsler.

Det opfordrer direktøren for Aarhus Letbane også andre til at gøre.

- Der er altid en risiko ved overkørslerne, og bilisterne har altid ubetinget vigepligt. De må ikke krydse, uden de ved, det er frit, siger direktør for Aarhus Letbane, Michael Borre, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han forstår dog godt folks bekymring.

- Jeg kan ikke fjerne nervøsiteten. Man altid være påpasselig, når man krydser en jernbane. Man banker jo heller ikke bare over en vej, uden man har set sig for. Førerne agerede korrekt, og det, går vi ud fra, fortsætter sådan, siger Michael Borre.

Bilister har altid ubetinget vigepligt ved letbaneoverkørslen, lyder det fra direktør for Aarhus Letbane, Michael Borre, 

Følger handleplan

Lokoføreren vil ifølge letbanedirektøren altid få besked, hvis bommene ikke virker.

Proceduren er, at føreren stopper op, orienterer sig og gør, som lokoføreren gjorde mandag: Bruge hornet og køre langsomt.

Hvorfor bommene ikke gik ned mandag aften, kan han ikke svare på, men det kan være fordi, et andet forsinket letbanetog var kørt ind på stationen kort inden.

Letbanedirektør Michael Borre vil gerne understrege, at selskabet følger en handleplan, der skal nedbringe antallet af fejl.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her