Livstid for bestialsk mord: - Børnene får den hårdeste straf

Flemming Mogensen er onsdag blevet idømt fængsel på livstid for drabet på og parteringen af Freyja Egilsdottir i januar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En kort retssag endte onsdag middag med, at Flemming Mogensen blev idømt fængsel på livstid for drabet på sin kone, Freyja Egilsdottir, som han efterfølgende parterede og gravede ned.

Udover fængselsstraffen blev Flemming Mogensen også pålagt at betale erstatning til deres to fælles børn og Flemming Mogensens søn, der havde knyttet sig til Freyja Egilsdottir.

Han har sammen med sin advokat udbedt sig betænkningstid. De havde argumenteret for, at han skulle have forvaring for at blive behandlet for sine psykiske problemer.

For os var det lige meget, om han fik forvaring eller livstid. Det vigtigste var at han fik en dom, og at det er afsluttet nu.
- Pårørende til Freyja Egilsdottir

Det er anden gang, Flemming Mogensen bliver dømt for drab på en partner. I 1996 blev han idømt ti års fængsel for mordet på sin søns mor.

Flemming Mogensen forklarede i retten, at han var blevet mere og mere desperat, efter han og Freyja Egilsdottir gik fra hinanden, og hun angiveligt begyndte at se en anden.

I slutningen af januar i år kvalte han Freyja Egilsdottir i hendes hjem i Malling. 

Freyja Egilsdottir og Flemming Mogensen blev gift på Aarhus Rådhus i 2013. Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix

Flemming Mogensen fortrak ikke en mine, da dommen blev læst op.

Han virkede til gengæld ret irriteret, da dommeren kom til at kalde ham "Mortensen".

Efter onsdagens retssag var familiemedlemmerne til den dræbte lettede over udfaldet.

- For os var det lige meget, om han fik forvaring eller livstid. Det vigtigste var at han fik en dom, og at det er afsluttet nu, siger en af Freyjas Egilsdottirs pårørende, der var til stede under retssagen, til TV2 ØSTJYLLAND. Hun og de andre pårørende havde ikke andre kommentarer efter dommen.

Flemming Mogensens søn Alex, der har medvirket i en TV2 ØSTJYLLAND-dokumentar om sagen, ville ikke sige noget efter dommen. Han har tidligere forklaret, at han forventede, at sagen ville påvirke ham voldsomt.

En af Alex' pårørende sagde til gengæld:

- Der er ikke nogen rigtig straf i det her, fordi det ikke kan gøres om. Dem, der får den hårdeste straf i det her, er børnene.

Anklageren i sagen, Jesper Rubow, havde argumenteret for fængsel på livstid, som altså også blev resultatet. Det var i hans øjne skærpende, at det var anden gang, Flemming Mogensen slog ihjel.

- Når man på den måde begår drab to gange, så er livsvarigt fængsel for mig at se den rigtige dom. Det er en voldsom og meget tragisk sag, ikke mindst for børnene og den dræbtes familie, og jeg er tilfreds med, at den 52-årige blev idømt den strengest mulige straf, siger Jesper Rubow ifølge Østjyllands Politi.

Jesper Rubow er specialanklager i Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Til TV2 ØSTJYLLAND uddyber han sine tanker om sagen:

- Denne sag er grusom og tragisk, og som jeg sagde under retssagen, har jeg sparet tilhørende for de værste grusomheder. Det var da ingen grund til at hverken vise på billeder eller beskrive, siger Jesper Rubow.

Flemming Mogensen udbad sig betænkningstid på, om han ville anke straffen. Hans forsvarer var da også skuffet over dommeren og lægdommernes kendelse.

- Jeg er selvfølgelig skuffet over dommen, fordi jeg procederede for forvaring. Men nu har vi udbedt os betænkningstid, og så skal vi bruge de næste 14 dage på at finde ud af, om der er en mulighed for at ændre på dommen. Jeg ved endnu ikke, om det ender med, at vi anker den, siger advokat Mads Krarup.

Advokat Mads Krarup forsvarede Flemming Mogensen i retssagen.

Flemming Mogensen blev ført ud af Retten i Aarhus i håndjern og kørt væk i en sort bil med tonede ruder.

Læs flere detaljer fra retssagen i TV2 ØSTJYLLANDs liveblog.

TV2 Østjylland har fulgt sagen tæt hele året og blandt andet lavet en dokumentarfilm om sønnen Alex og hans kamp for at komme igennem endnu et mord i familien.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her