Lystrup tabte til superligaholdet AaB
Kampen mellem danmarksserieholdet Lystrup IF og superligaholdet AaB endte 4-0
Det blev - nok som forventet - til et nederlag til Lystrup IF, der tirsdag aften spillede mod superligaholdet AaB på udebane i Pokalturneringen.
Kampen endte 4-0 til AaBs reservespækkede hold.
På papiret var Lystrup hjemmehold, men den lille klub uden for Aarhus havde valgt at afstå hjemmebanen og i stedet spille under de noget større forhold i Nordjyske Arena i Aalborg.
Lystrup er i danmarksserien placeret lige under AaB's andethold, så AaB var på forhånd så klar favorit, at holdets træner, Lars Søndergaard, benyttede lejligheden til at lufte mange af sine marginalspillere.
Startopstillingen rummede kun tre gengangere fra superligamødet med Viborg i fredags, men alligevel var forskellen på de to hold til at få øje på.
Lystrup-målmand Kris Hede havde allerede leveret flere gode redninger, da færingen Gilli Rólantsson bragte AaB foran efter 27 minutter.
Minuttet senere fordoblede Nicolaj Thomsen føringen på et afrettet skud, og inden pausen blev det også 3-0 ved Jannik Pohl.
Den 19-årige angriber gjorde det også til 4-0 på et langskud efter en times spil til stor fornøjelse for hovedparten af de 3407 tilskuere i Aalborg.
AaB kunne have lavet flere mål mod et efterhånden træt Lystrup-hold, men det blev ved de 4-0.