Mand greb fat i 10-årig pige på cykelsti
Torsdag blev en 10-årig pige skræmt fra vid og sans af en maskeret mand, der sprang ud af en busk i Aarhus N.
En 10-årig pige fik sig torsdag eftermiddag en ubehagelig oplevelse, da hun cyklede mod sit hjem i det nordlige Aarhus.
Da pigen kom cyklende ved et stisystem ved Toftesvinget i Egå, kom en mand pludseligt springende ud fra en busk og løb efter hende nogle få hundrede meter hen til Toftegårdsvej.
- Pigen kommer oprevet hjem til sin mor og fortæller om episoden, hvorefter moren kontakter politiet, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Manden fik fat i bagskærmen på cyklen, men i samme øjeblik kommer en familie gående hen ad stien. Det fik manden til at løbe væk, kaste sig ind i en busk, hvorefter han forsvinder.
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner i sagen.
- Vi vil gerne høre fra vidner, der har set eller hørt noget, særligt den familie, der kom gående der på samme tidspunkt, siger Jakob Christiansen.
Pigen har givet følgende signalement af manden:
• Mellemøstlig af udseende, brun hud
• Sort hår
• Iført sort hættetrøje med gul eller rød skrift på brystet
• Iført sorte, løse joggingbukser og sorte Nike-sneakers
• Havde halsedisse for mund og næse