Mand truede med skarpladt våben: Nu skal han i fængsel
En 19-årig mand fra Aarhus skal to et halvt år i fængsel for et hjemmerøveri, hvor han med et skarpladt våben truede to 13-årige drenge i en lejlighed på Mariane Thomsens Gade på Aarhus Ø.
Østjyllands Politi oplyser, at de to 13-årige drenge var alene hjemme om aftenen den 4. marts i år, da de besluttede sig at for at tage en tur i byen.
Her mødte de den 19-årige og en anden ukendt mand.
Da den ene af de 13-årige fik det dårligt, tilbød den 19-årige at køre dem hjem.
Da de kom retur til lejligheden, og de 13-årige skulle betale et aftalt beløb, fik den 19-årige fat i en pistol og et større kontantbeløb.
Efter at have sikret sig, at pistolen var ladt, skubbede han den ene af drengene i brystet og truede ham med pistolen og sagde, at han ikke skulle følge efter ham.
Ulovlig våbenbesiddelse
Da drengen alligevel fulgte efter, råbte den 19-årige, at han ikke skulle komme tættere på - for ellers ville han skyde ham.
Den 19-årige forlod stedet og tog hjem til sin bopæl i Brabrand. Med sig havde han det skarpladte våben, og derfor er han også blevet dømt for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.
Læs også:
- Både politi og anklagemyndighed, og altså også retten, ser meget alvorligt på besiddelse af skarpladte våben på offentligt sted. Det bliver straffet hårdt, og det er én af årsagerne til at en ustraffet, ung mand får to et halvt års ubetinget fængsel, siger anklager Stine Hagstrup i en pressemeddelelse.
Den 19-årige modtog dommen og påbegyndte afsoningen af straffen med det samme.