Mange ordrer får milliarderne til at strømme ind i Vestas

Stærk ordrebog i 2016 får Vestas til at skrue forventningerne op til årets frie pengestrømme før regnskab

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Morten Stricker - Ritzau Scanpix

Forudbetalingerne for de rekordmange ordrer, der er strømmet ind hos vindmølleproducenten Vestas i 2016, slår selskabets tidligere forventninger med flere vingelængder.

Vestas opjusterer derfor forventningerne til selskabets såkaldt frie pengestrømme i 2016 fra en milliard euro til nu 1,5-1,6 milliarder euro. Det oplyser Vestas i en meddelelse.

Det svarer i danske kroner til en opjustering fra knap 7,5 milliarder kroner i frie pengestrømme til nu i omegnen af 11-12 milliarder kroner.

Opjusteringen skyldes primært en stærk ordreindgang, lyder det fra Vestas. Ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank er det ikke overraskende, at Vestas opjusterer, men tallet er overraskende højt.

- De frie pengestrømme er de penge, som Vestas får i kassen, når der kommer mange nye ordrer. Mange ordrer er lig med mange forudbetalinger, som ryger ned i Vestas' kasse. Det er det, der er med til at løfte de frie pengestrømme, siger han.

- For os analytikere er de frie pengestrømme det, der er med til at definere, hvad selskabet er værd. Så det er meget positivt.

Umiddelbart efter nyheden fra Vestas kvitterer investorerne med at sende vindmølleaktien i vejret med 1,7 procent.

Vestas sluttede 2016 af med en slutspurt i ordrebogen, der betød, at den danske vindmøllegigant samlet fik flere ordrer i året, der er gået, end nogensinde før.

I alt har Vestas dermed annonceret ordrer på vindmøller med en samlet kapacitet på over 9200 megawatt i år.

I 2015 fik Vestas i alt 8934 megawatt i ordrebogen.

Hvordan det er gået på de andre poster i regnskabet for 2016, afslører Vestas 8. februar, når vindmøllegiganten aflægger årsregnskab.

Omsætningen venter Vestas fortsat vil lande mellem 10 milliarder euro og 10,5 milliarder euro. Både i august og i november kunne Vestas opjustere forventningerne til årets omsætning og de frie pengestrømme.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her