Medie: 21-årig er anholdt i forbindelse med dobbeltdrab

Dommer i Glostrup bestemmer, at sigtelse skal holdes hemmelig. Forsvarer beder om åbenhed.

En 21-årig mand blev fredag aften anholdt i Aarhus. Anholdelsen har relation til et skyderi tidligere på ugen, hvor to unge mænd blev dræbt i Herlev. Foto: Mathias Øgendahl - Ritzau Scanpix
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 21-årig mand er blevet anholdt i forbindelse med en mørkelagt politiaktion i Bispehaven i Aarhus fredag aften og dobbeltdrabet i Herlev ved København forleden, skriver Ekstra Bladet.

I et grundlovsforhør i Retten i Glostrup lørdag eftermiddag har en dommer imidlertid besluttet, at offentligheden ikke skal have information om den præcise sigtelse mod den anholdte.

Retsmødet er således blevet holdt bag såkaldt dobbeltlukkede døre.

Kort holdes tæt til kroppen

Anklager Jannik Rasmussen fra Københavns Vestegns Politi oplyser til Ritzau, at retsmødet, der varede én time og 40 minutter, er endt med en varetægtsfængsling frem til 25. juli.

Anklageren kan grundet de dobbeltlukkede døre ikke oplyse nærmere om hverken sigtelsens indhold eller den sigtedes stillingtagen.

Dog kan han oplyse, at den sigtede har taget forbehold for at kære kendelsen om fængsling.

Ekstra Bladet beretter, at kampklædte betjente var til stede i retten, og den anholdtes hænder var fikseret, indtil han blev anbragt ved siden af forsvareren.

Svenske bandemedlemmer

Forbrydelsen skete i Sennepshaven i Herlev, hvor maskerede mænd med pistoler og automatrifler affyrede mindst ti skud mod de to ofre.

De dræbte er henholdsvis 21 og 23 år. Den svenske avis Expressen har rapporteret, at den ældste skulle være medlem af banden Shottaz fra Rinkeby ved Stockholm, mens den anden skulle stamme fra Tensta, som ligeledes ligger ved den svenske hovedstad.

Likvideringen blev set af flere vidner, og episoden blev desuden filmet. Efterforskere har analyseret videoen.

Desuden har politiet muligvis fundet spor i den bil, som gerningsmændene stak af i. Den sølvgrå Audi S4 blev fundet i Nærum, hvor den var blevet forsøgt brændt af.

Dansk politi arbejder tæt sammen med svenske kolleger om efterforskningen, som politiinspektør Flemming Madsen fra Københavns Vestegns Politi forleden betegnede som meget omfattende.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her