Morten donerer sin løn til udsatte børn og unge
Morten Sørensen giver en hjælpende hånd til Ungdommens Røde Kors
Håndværkere i Østjylland og resten af landet er i denne uge gået sammen for at gøre en forskel for udsatte børn og unge i Danmark.
Det sker i kampagnen 'En Hjælpende Hånd' fra Ungdommens Røde Kors, hvor håndværkere kan 'sælge' en eller flere dages arbejde - og beløbet og afregningen for det udførte arbejde doneres til kampagnen.
- Vi har valgt at være med i projektet, fordi det er vigtigt, at vi bakker op om ungdommen, og det er vigtigt, at de unge mennesker får mulighed for at få en uddannelse og komme videre, hvis de har haft det svært i deres liv, siger Morten Sørensen fra Aarhus, der er direktør i alarmfirmaet Securpro.
Den aarhusianske virksomhed er blandt de dem, der er med i den landsdækkende kampagne, og her håber Morten Sørensen, at bidraget kan være med til at gøre en forskel.
Læs også:
- Vi håber bare, at en af dem vi støtter, får en glad og positiv hverdag, som de synes godt om, siger Morten Sørensen og fortsætter:
- Hvis jeg bare kan gøre én glad eller være med til at bidrage til, at nogle kan få det godt, så har vi det også godt.
Ved at donere en dagsløn – svarende til 2.500 kroner – kan man ifølge Ungdommens Røde Kors være med til at give et barn eller en ung et helt år i en af Ungdommens Røde Kors’ aktiviteter som for eksempel lektiehjælp, mentoring, sports- og madklub eller leg på krisecentre.
Du kan se interviewet med Morten Sørensen i videoen øverst på siden.