Musikekspert: Børn kan blive mere fantasifulde af MGP
Børnene træner deres innovative evner, når de sætter ord og melodier sammen til MGP, siger aarhusiansk musikekspert
Festligt tøj, sange om venskab og helt nye dansetrin.
Det gik ikke stille for sig, da børnenes melodigrandprix, MGP, løb af stablen lørdag aften. Over hele landet kunne børn og barnlige sjæle følge med hjemme fra stuerne, mens showet blev sendt live fra Gigantium i Aalborg.
Flere end 700 børn og unge kæmpede om at blive blandt de ti vinderbud, og det er virkelig godt, mener Bjørn Petersen, lektor ved Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet og ved Aarhus Musikkonservatorium.
- Der sidder over 700 børn rundt omkring i landet og beskæftiger sig med at skrive deres egne sange. Det er en meget positiv historie.
Vigtigt at kunne tænke kreativt
Børnene får trænet deres fantasi, når de sætter ord sammen og lytter til melodierne, mener Bjørn Petersen. Ifølge ham er det vigtigt at kunne tænke kreativt og anderledes også senere i livet.
Desuden kan børn over hele landet spejle sig i hinanden, og de lærer, at man ikke behøver at være voksen for at udtrykke sig musikalsk.
- Det er blevet anerkendt, at man ikke behøver at være uddannet komponist for at skrive en sang. Det behøver ikke være Kim Larsen, Anne Linnet eller Rasmus Seebach. Det kan lige så godt være Line fra 5.c, som kan kalde sig sangskriver, siger han.
Årets deltagere kom fra stort set hele landet, fra Aakirkeby til Haderslev og København. 11-årige Mille Liendgaard fra Risskov i Aarhus endte med at vinde finaleshowet.
Ifølge DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, er MGP unikt, fordi det varer hele året.
- MGP inspirerer børn, som næsten intet andet tv-program kan. Der bliver leget MGP året rundt i de små hjem og i daginstitutionerne, siger han.
Aftenens værter var tidligere X Factor-vært Mette Lindberg og tv-vært i "Ramasjang Mysteriet" Kristian Gintberg.
Vinderen af showet, Mille Liendgaard, går i modsætning til vinderen af Dansk Melodi Grand Prix ikke videre til en international konkurrence.
Få helt styr på, hvad MGP er
* MGP er børnenes melodigrandprix.
* I år afholdes det i Gigantium i Aalborg.
* Årets værter er sangerinde Mette Lindberg og børnevært Kristian Gintberg.
* Man skal være mellem 8 og 15 år, når MGP vises, for at man kan stille op i konkurrencen.
* Flere end 700 havde søgt om at komme med i MGP i år.
* 60 sange blev udvalgt til workshops, og ti er blevet udtaget til finalen.
* De tre deltagere, der får flest stemmer, skal optræde igen. Det nummer, der her får flest stemmer, vinder MGP.
* Vinderen af MGP skal ikke deltage i en international konkurrence efterfølgende.
* De norske popsangere Marcus og Martinus får en mindre rolle i showet.
Kilde: DR, Aalborg Kongres & Kultur Center