Nikoline bliver den næstyngste på Borgen
Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen fra Aarhus er torsdag indtrådt i Folketinget for Alternativet.
For godt en måned siden fik den 22-årige Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen en besked, som vendte op og ned på hendes hverdag i Aarhus.
- Jeg tænkte bare 'wow, nu sker det'. Det er jo en vild oplevelse at få lov til at sidde i Folketinget. Det er de færreste, der gør det i sådan en ung alder, siger Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, som dog også er ked af omstændighederne, det skete under.
Torsten Gejl fra Alternativet er nemlig sygemeldt med stress, og derfor er Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen torsdag officielt indtrådt som hans stedfortræder.
Nu erstattes studielivet med politikerhvervet, og det er noget af en omvæltning, når man er 22 år.
Et stort ansvar
Den unge politiker studerer kunsthistorie og er i øjeblikket på nedsat studieaktivitet.
Hvis hun skal erstatte Torsten Gejl i mere end de to måneder, som han til at begynde med er sygemeldt, tager hun orlov fra studiet.
I anledning af sit nye erhverv har Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen fået stillet en lejlighed til rådighed i København, hvor hun bor i hverdagene.
- Det er anderledes at være i København. Nu er der ikke det samme fællesskab med studie og venner. Det er en helt ny udfordring, man står i, siger Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen imens hun grinende tilføjer, at hun klart hører mere hjemme i Jylland.
Hun har tilmed fået tildelt 12 ordførerskaber, hvilket betyder, at hun får nok at se til.
- Det er vildt. Der kommer til at være meget arbejde. Men jeg er forberedt og har gåpåmod. Jeg ser det som en god ting, at de tør give mig de her ordførerskaber, siger Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen
Hos Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen er planen for hendes tid i Folketinget klar. Hun er dog vel vidende om, at fremtiden er uforudsigelig.
- Jeg er selv et ungt menneske og kæmper for, at vi skal sikre en fremtid for den unge generation. Derudover vil jeg også kæmpe for, hvordan man er som politiker. Jeg vil fokusere på mindre magt og mere menneskelighed, når det kommer til at være politiker, siger Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen.