Nu åbner et nyt, stort testcenter i midtbyen
På fredag den åbner der endnu et testcenter i Aarhus midtby. Håbet er, at det vil gøre køerne mindre.
Falck og Region Midtjylland arbejder lige nu hårdt på at nedbringe de lange ventetider til kviktest i Aarhus.
I sidste uge åbnede et nyt center i Brabrand Mejeri og i fredags blev åbningstiderne udvidet ved testcentret i Filmbyen i Aarhus midtby. Og nu sker der endnu et tiltag.
Læs også:
På fredag den 21. maj åbner der nemlig endnu et testcenter i det centrale Aarhus. Det nye center åbner i Scandinavian Congress Center, som med sit store areal giver mulighed for, at der kan testes rigtig mange mennesker.
Det fortæller Arne Vesterdal, der er covid-projektchef hos Falck, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi kan ekspandere op, så det bliver det største sted i byen.
- Vi tror, det får rigtig stor betydning, for det ligger rigtig godt placeret i forhold til det store pres, der er fra alle de omkringliggende ting inde i byen, så vi ser rigtig meget frem til, at det åbner, siger han.
Mangler fortsat podere
Lige nu uddanner Falck 500 nye podere om ugen, men Arne Vesterdal fortæller, at folk meget gerne må fortsætte med at melde sig, for det er nødvendigt for, at de kan udnytte den maksimale kapacitet af centrene i byen.
- Man må meget gerne gå ind på Falcks hjemmeside og skrive sig op som poder. Vi kan rekruttere rigtig mange, men vi er ved at være i bund med dem, som står derinde.
- Vi rekrutterer med arme og ben, siger Arne Vesterdal.
Testcentret kommer til at være åbent fra klokken 06.00-23.30 alle ugens dage.