Nu kan Lars snart sætte et længe ventet punktum
- Hver dag ser jeg på min tomme minkfarm som en påmindelse om en lykkelig tid, der sluttede brat, siger den tidligere minkavler fra Lystrup.
Lars Eilersen fra Lystrup griner lidt, da han siger, at han har brugt det meste af tiden siden november 2020 på afspadsering.
Han har efterhånden svært ved at vide, hvordan han skal forholde sig til den situation, han og 1.245 andre, danske minkavlere blev bragt i, da politikerne og myndighederne besluttede at lukke hele minkerhvervet ned under corona-pandemien.
Avlerne mistede deres job fra den ene dag til den anden, og siden har de gået i uvished og ventet på afklaring om fremtiden og ikke mindst erstatning.
I dag kom det så frem på et pressemøde, at regeringen med fødevareminister Jacob Jensen (V) i spidsen har besluttet at lave en såkaldt fast track-ordning, så avlerne kan få udbetalt deres erstatning senest i midten af 2024 frem for i slutningen af 2027.
Hvis minkavlerne vælger ordningen, bliver deres sager behandlet ud fra standardiserede takster. Hvis de derimod vælger en individuel behandling, kan det trække ud i meget længere tid.
Hvor lang tid kunne fødevareminister Jacob Jensen ikke sige på pressemødet.
- Uanset hvad gør det mig glad, at vi nu snart kan få sat et punktum i den her sag, som har fyldt alt i over to og et halvt år nu. Det betyder uendeligt meget i mit liv og arbejdsliv, og jeg må sige, at det er på tide, at myndighederne træder i karakter, for hele affæren er ved at være ret pinlig for dem, siger tidligere minkavler Lars Eilersen, der havde 12.000 mink i sin farm, når der var flest.
Det er en gennemsnitlig størrelse minkfarm. Hans hus ligger lige ved siden af, og derfor bliver han hver dag mindet om, hvad der er sket.
Kan ikke komme i gang med at brække ned
- Vi har længtes efter en afslutning, men alting trækker i langdrag. Farmene skal brækkes ned, men det kan vi ikke gøre, før alting er blevet vurderet i forhold til erstatningen. Derfor er vi også forpligtet til at vedligeholde bygningerne, selv om det er til ingen verdens nytte, siger Lars Eilersen.
Det er han noget uforstående over for.
- Jeg har hørt, at det samlet koster en million kroner om dagen at holde gang i de tomme farme i hele landet, når man medregner alt fra fysisk vedligehold, forsikringer, bekæmpelse af rotter og ejendomsskatter, siger Lars Eilersen.
- Det vigtigste for mig er faktisk at få revet bygningen ned og få afregnet med Staten. Hver dag ser jeg på min tomme minkfarm som en påmindelse om en lykkelig tid, der sluttede brat. Det er generende, og jeg vil egentlig bare gerne have lagt det kapitel af mit liv bag mig.
- Hvad får du tiden til at gå med?
- Jamen, jeg kigger mig lidt om efter et andet arbejde, men det er svært, når man er midt i 60'erne. Det meste af min tid har jeg brugt på at vedligeholde farmen på grund af det med vurderingen, der skal ligge til grund for erstatningen. Jeg slår græs og sørger for, at tagpladerne ikke blæser af. Derfor ved jeg heller ikke endnu, hvad jeg skal forvente af kroner og øre, siger Lars Eilersen.
Når hans farm en dag er væk, skal der laves landbrug på stedet.
Formand for avlere er positiv
Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere og Kopenhagen Fur, ser umiddelbart positivt på regeringens model for hurtigere at få udbetalt erstatning til minkavlere.
- Det blev lovet i regeringsgrundlaget, og vi har ventet utålmodigt, men nu bliver der så endelig leveret på løfterne, siger han til Ritzau.
- Nu skal vi selvsagt lige nærlæse og høre mere om detaljerne, men det ser umiddelbart ud til, at regeringens initiativer, som er fremlagt i dag, berører de fleste af de helt nødvendige emner. Vi vil naturligvis også give vores besyv med omkring den endelige udformning af detaljerne.
Der er afsat omkring 19 milliarder til at håndtere sagen om erstatning til minkavlerne. Det er dog ikke alle pengene, der går til direkte erstatning.
1.224 avlere har søgt om erstatning, mens 13 avlere har valgt en dvaleordning, der gør det muligt at genoptage driften.
Minksagen kort fortalt
Regeringen meldte på et meget omtalt pressemøde i november 2020 ud, at mange millioner mink skulle aflives af frygt for, at coronavirus kunne mutere i mink.
Pandemien kunne i værste fald starte forfra med udgangspunkt i Danmark, lød advarslen. Siden blev der dog af førende eksperter sået tvivl om risiko for mutation, og det blev kritiseret, at vurderingen hvilede på et yderst spinkelt grundlag.
Det viste sig hurtigt, at der ikke var lovgrundlag bag beslutningen. Det kostede daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) jobbet og blev startskuddet til minksagen.
Et midlertidigt forbud mod minkhold blev vedtaget i slutningen af 2020 og senere ophævet fra 2023. Dermed der det igen lovligt at holde mink, hvis man lever op til visse foranstaltninger.
Kilde: Ritzau