Nyt projekt skal ruste studerende i kampen mod madspild
Et nyt projekt skal lære studerende ved Aarhus Universitet at jagte madspild i deres egne husholdninger
"Mindre madspild hos Aarhus Universitets studerende".
Det er overskriften på projektet, som Studenterhusfonden med 270.000 kroner i ryggen fra Miljø- og Fødevareministeriet sætter i værk fra januar.
Studenterhusfondens fire køkkener og bageri har knap tre års erfaring i at omlægge madproduktionen i retning af bæredygtighed, økologi og brug af sæsonens råvarer. Madproduktionens målsætning er på et år at reducere madspild for 600.000 kroner.
For Studenterhusfondens direktør, Kristina Kristensen, er det en helt naturlig fortsættelse af virksomhedens eget fokus på madspild at give køkkenernes viden videre til brugerne af de kantiner, som madproduktionen retter sig mod.
- Vi ved, at madspild i single-husstande er væsentligt større end i andre husholdninger. Og rigtig mange af vores brugere blandt de godt 40.000 studerende ved Aarhus Universitet fører en single-husholdning. Derfor er det oplagt for os at give vores erfaringer og viden videre til dem, siger Kristina Kristensen i en pressemeddelelse.
- Med pengene fra Miljø- og Fødevareministeriet kan vi nu realisere vores madspildsprojekt, og det glæder jeg mig rigtig meget til at sætte i gang sammen med alle vores dygtige medarbejdere i køkkenerne, tilføjer hun.