Østjysk museum passer på vigtig ukrainsk historie
Moesgaard Museum har i øjeblikket en særudstilling med vigtige genstande fra Ukraines kulturarv, der derfor er i sikkerhed for krigen.
Lidt over tusind vigtige historiske genstande fra Ukraine, er i sikkerhed på Moesgaard Museum ved Aarhus.
Der er blandt andet tale om forskellige våben, guldsmykker og religiøse genstande fra tidsperioden omkring 850-1050 år efter vor tidsregning, der sammen med genstande fra i alt otte andre lande er med i en særudstilling om vikingetiden i Østeuropa.
Mads Kähler Holst, der er direktør på Moesgaard Museum, mener, at genstandene er en vigtig del af den ukrainske historie.
- De her genstande spiller en stor rolle i at skabe en ukrainsk historisk identitet. Det er en del af den historie, der også er en del af konflikten, siger Mads Kähler Holst.
Et held, de er i sikkerhed i Danmark
De historiske genstande er udlånt fra fire forskellige museer i Ukraine og kommer blandt andet fra Kyiv, der var hovedsædet for de vikinger, der kontrollerede floden Dnepr, der var den store vandvej gennem Ukraine.
- Vi har en tæt samarbejdsrelation med folk i Ukraine, og de siger selv fra Kyiv, at det er et held, at nogle at genstandene er i sikkerhed her.
Han fortæller også, at deres samarbejdspartnere i Ukraine beder dem om at gøre opmærksom på, at deres kulturarv er i fare.
- De frygter, at de historiske genstande vil blive fjernet, hvis landet bliver besat. Man skal ikke undervurdere, at målet med krigen er at slette en selvstændig ukrainsk identitet, og det er kulturarven en del af, siger Mads Kähler Holst.
Historie er grundlaget for identitet
De historiske genstande er ifølge Mads Kähler Holst et bredt udsnit af nogle af højdepunkterne fra den periode af den ukrainske historie og derfor en del af deres kulturarv.
- De her genstande er grundlaget for at fortælle en historie, og historie er grundlaget for at skabe en selvstændig identitet, siger museumsdirektøren.
Han mener derfor, at det væsentligste er, at genstandene har en stor symbolsk rolle for ukrainerne.
Det, der derfor startede som en særudstilling med udgangspunkt i vikingetiden i Østeuropa, har derfor affødt nye tanker.
- Vi er bevidste om, at vi har fået et nyt ansvar for deres kulturarv.
- Det er for tidligt at sige, hvad der sker, men der ligger en problemstilling. Kan de komme tilbage til rette ejermænd, når vi er færdige med udstillingen til september? Vi håber, at de kan, men man kan godt frygte at det bliver svært, fortæller Mads Kähler Holst.