Østjysk musiksamarbejde skal få træer til at gro

Et helt nyt samarbejde mellem musikeren OYA og Growing Trees Network Foundation skal skabe grønnere fremtidsudsigter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Som ambassadør for Growing Trees Network Foundation skal OYA hjælpe med at åbne kanalen til musikbranchen og skabe nye netværk til fordel for Folkeskovene

Han har haft fingrene i et væld af kulturelle og musiske projekter gennem sine godt femten år i branchen.

Fra at producere og skrive sange for nogle af de helt store danske musiknavne, som Morten Breum og Nik & Jay, til at tage initiativ til musiker-campen Aarhus Calling, som efterhånden har vokset sig til international anerkendelse.

Manden bag navnet OYA, Rewan Riko, har blandt andet produceret for store danske navne som Morten Breum og Nik & Jay. / Foto: Rewan Riko

Frem i frontlinjen

Nu er producer, sangskriver og kulturel ildsjæl Rewan Riko selv trådt frem i rampelyset med brandet OYA, som han har udviklet både for at producere egne ting, give indblik i musikproduktionen 'behind the scenes' og for at give plads til hans indre univers, hvor naturen spiller en stor rolle.

Som OYA er producer og sangskriver Rewan Riko trådt helt i front på egne præmisser. / Foto: OYA

 - Jeg har lyst til at lave noget mere frontbaseret, der skal være roligt, ydmygt og have balance. Det skal have organisk lyd, så det bliver tidløst, forklarer Rewan Riko om baggrunden for udviklingen af det nye brand, som tager udgangspunkt i hans egen personlighed.

Organisk lyd

OYAs musiske univers er fyldt med netop organiske lyde. Træinstrumenter og stemningsfyldte rytmer skaber en lækker stemning i de få tunes, han indtil videre har lagt ud på hjemmesiden oyatheone.com.

Der skal nok komme mere, lover han, omend han har en del at se til, udover at skabe egen musik.

Med brandet OYA har Rewan Rico givet sig selv mulighed for at afsøge et musisk univers, som er stærkt inspireret af naturen. / Foto: Anders Witt

Et samarbejde der kan få træer til at gro

Samtidig med udviklingen af hans personlige brand er OYA trådt ind i et samarbejde, som i høj grad harmonerer med de sider af ham, der finder inspiration i naturen.

OYA og Growing Trees-folkene mødes i Åbo Folkeskov som blev plantet i 2014. Af den samlede Åboskov er 6.600 træer sat af Folkeskoven.dk. / Foto: TV2 ØSTJYLLAND

I starten af året blev OYA officielt ambassadør for Growing Trees Network Foundation, organisationen som planter folkeskove i samarbejde med Naturstyrelsen, danske kommuner og kirker og som siden TV2 showet "Danmark Planter Træer" har haft travlt med at få plantet den million træer, som danskerne donerede.

I mit job skal man jo udtrykke sig følelsesmæssigt, så mine følelser skal være i balance, og jeg føler, at jeg får balance, når jeg er ude i naturen.
OYA aka Rewan Riko, producer, sangskriver og ambassadør

 - Samarbejdet med Growing Trees Network Foundation er en milepæl i min karriere. En forudsætning for, at jeg kan skabe musik, er nemlig, at jeg er inspireret, og naturen er min største inspirationskilde. Det er her, jeg finder mig selv og finder en dybde, der gør, at jeg kan producere sange, der inviterer lytteren ind i et univers, der skaber mening, uddyber OYA betydningen af ambassadørrollen for Growing Trees Network Foundation.

Partnerskab med ukendte muligheder

Mødet mellem musikeren og de grønne initiativtagere har potentiale til at åbne helt nye kommunikationskanaler for det bæredygtige budskab, forudser formanden for organisationen.

Han lægger dog ikke skjul på, at det er en endnu uprøvet form, de afsøger med det nye partnerskab:

Vi er ret sikre på, at han kan få nogle folk med, som kan gøre en forskel. 
Kim Nielsen, Growing Trees Network Foundation

 - Det kommer til at munde ud i, at der bliver plantet en masse træer, som ellers ikke ville blive plantet, og at vi kommer i kontakt med nogle mennesker på andre måder. Men så kommer der også til at ske en masse, jeg ikke kan forestille mig, siger Lars Heiselberg Vang Jensen.

Musikken kan løfte folkeskovsoplevelsen

Formanden for organisationen er dog ikke er i tvivl om, at hvad end der kommer til at ske, så vil det være positivt, for, som han siger, så er det er jo netop det musikken gør ved folk:

Growing Trees planter også træer i udlandet. Her er det billeder fra Landsbyen Zorobogu i Ghana, som modtog 8888 træer doneret af kistefabrikken ”Tommerup Heilskov”. / Foto: Growing Trees Network Foundation

 - Folkeskovskonceptet går jo i den grad ud på at komme ud og møde hinanden i øjenhøjde, og det er vigtigt for os, når vi går fra en skovindvielse, at alle er glade, og musikken vil i hvert falde løfte dén oplevelse, er jeg sikker på, lyder det fra den forventningsfulde formand.

Musik og træer er en fantastisk kombination

Det musisk-bæredygtige partnerskab, bringer ikke blot smil på læben hos Growing Trees folkene og OYA selv.

Også vores bæredygtighedsekspert kan se potentialet i at demokratisere arbejdet med verdensmålene:

Noget af det, der modvirker klimaangst, er følelsen af, at man selv kan gøre en forskel.
Steffen Max Høgh, Bæredygtig Business

 - Der er flere og flere der lider af såkaldt klima-angst og noget af det, der modvirker klimaangst, er, at man føler, at man kan gøre noget – såkaldt empowerment. Så jeg er stor tilhænger af, at man gør det muligt for ganske almindelige mennesker at gøre noget ekstra for klimaet, siger Steffen Max Høgh, som kommentar til projektet.

Steffen Max Høgh har selv et nært forhold til folkeskovene, som han også støtter gennem sit arbejde som CSR direktør hos møbelvirksomheden Holmris B8.

En spændende rejse med ukendt mål

Endnu er der ikke mange konkrete planer for, hvad partnerskabet mellem OYA og Growing Trees skal munde ud i, men der er mange ideer på tegnebrættet, og tilsammen er holdet sikre på, at de kan skabe noget smukt ved at kombinere natur og musik i fremtiden.

Jeg føler, at vi er på en rejse som er naturlig, rolig og meget ambitiøs, så mine forventninger er store.
OYA aka Rewan Rico

 - Rewan har jo en super kreativ, sensitiv og også meget legende tilgang til alt, han foretager sig, og det inviterer jo til en hel masse ideer, som vi skal drible med, siger Growing Trees Network Foundations "blæksprutte", Stina Simonsen, om mulighederne i det nye samarbejde.

 - Men vi skal også sortere i det og finde ind til, hvad er modent nu, og hvad kan vi gå med. Så der ligger en spændende rejse sammen der, det er jeg sikker på, slutter hun.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her