8-årige Mathias sælger perleplader til fordel for Ukraine
Otteårige Mathias bekymrer sig særligt om børnene i Ukraine og håber at samle penge ind til mad.
Opdatering
Der er lørdag eftermiddag udsolgt af Mathias' perleplader, men man kan fortsat give et bidrag til hans indsamling gennem Røde Kors her:
Mathias' indsamlingDet er ikke kun voksne, der i disse dage tilbyder deres hjælp til ukrainere på flugt. I Viby i Aarhus har otteårige Mathias også besluttet at gøre sit.
Derfor satte han sig lørdag formiddag ud på sin vej for at sælge perleplader til fordel for Ukraine.
- Jeg vil gerne hjælpe dem, der har brug for det - især børnene, så kan de få noget at spise, siger Mathias til TV2 ØSTJYLLAND.
De har talt om krigen derhjemme, og Mathias har også set børnenyhedsudsendelser på Ultra.
- Jeg blev overrasket over, at der var krig. Jeg var bange for, at børnene skulle dø, siger Mathias.
Det er op til køberne selv, hvad de vil betale for perlepladerne. Og der er mange, der allerede har støttet Mathias' sag, fortæller han.
Først på eftermiddagen havde han samlet 1000 kroner ind. Pengene vil blive doneret til Røde Kors.
Stolt mor
Mathias har lavet omkring 90 perleplader, der forestiller alt fra pokemons til grøntsager. Og det er både bekendte og fremmede, der har været forbi og købe.
- Mange siger, det er fedt, det går til Ukraine, siger Mathias.
Da vi talte med den otteårige, havde han siddet ved sin lille bod i mere end tre timer. Med et tæppe holdt han varmen, og ellers har han bare kløet på, fortæller Mathias' mor, Mette Pape Andersen.
- Det gør mig utrolig stolt. At jeg selv kan hjælpe, men også at jeg kan lære mine børn, at de kan bidrage uanset størrelse og niveau. Jeg er meget stolt, siger hun.
Finder på noget nyt
Mathias håber, at han kan komme af med næsten alle perlepladerne. Og ifølge Mette Pape Andersen bliver de nok siddende, til interessen daler.
Da de mange perleplader har taget lang tid at lave, regner Mathias og hans mor kun med at sælge dem lørdag. Men ingen af dem kan afvise, at de kommer til at sidde ved vejen igen.
- Man bliver motiveret til at tænke i andre baner også. Måske man kan sælge kaffe eller kage til fordel for Ukraine. Vi må lægge hovederne i blød, siger Mathias' mor, Mette Pape Andersen.