Overlæge efterlyser plan for 2. bølge: - Vi risikerer at komme 14 dage for sent

Der er brug for en mere systematisk testindsats, hvis vi skal være ordentligt forberedte på en anden corona-bølge, mener ledende overlæge Lars Østergaard.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Det er sandsynligt, at der kommer en anden Covid-19-bølge, mener Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på AUH.

Danskernes hverdag vender i stigende grad tilbage til normalen, og samfundet er på vej op i gear igen, fase for fase. Samtidig lurer et spørgsmål i det fjerne. Hvad gør vi, hvis smitten med Covid-19 blusser op igen?

Lars Østergaard har som ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital oplevet første bølge af coronaepidemien på nært hold. Han mener nu, det er tid til at lægge en plan for, hvordan en eventuel anden bølge skal håndteres.

- Der er risiko for en anden bølge, fordi virus stadig er her, og vi ved, at der er 98 ud af 100 danskere, der ikke er immune, og dermed er modtagelige overfor infektionen, siger Lars Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Kan ikke vente, til patienter banker på

Som han ser det, er det afgørende at være på forkant i tilfælde af, at der sker en markant stigning i smittetrykket.

Derfor opfordrer den ledende overlæge til, at man begynder at gribe testningen mere systematisk an.

- Hvis vi først skal begynde at tilpasse os til en anden bølge, når folk står og banker på døren udenfor vores hospital, så er vi faktisk fjorten dage for sent på den. Fra man har virus i mundhulen, går der en uge, før man bliver syg, og endnu en uge, før man er så syg, at man kommer på hospitalet, forklarer han.

I hvide telte som dette på en parkeringsplads i Aarhus bliver tusinder af danskere testet for Covid-19 hver dag. Men som forberedelse til en anden bølge mener Lars Østergaard, at testindsatsen skal være mere systematisk og repræsentativ.

Konkret går Lars Østergaards forslag ud på, at man udvælger en gruppe af danskere, der er repræsentative for hele befolkning. De udvalgte personer skal så lade sig teste hver uge og på den måde give sundhedsvæsenet et mere retvisende billede af, hvordan det står til med coronasmitte rundt om i landet.

- Hvis vi skal have noget, der er tidstro med hensyn til ændringer i smittetrykket, så skal man ud og have fat i folk på det tidspunkt, hvor de er smittet med virus i mundhulen, og det er det, man undersøger ved podninger.

Sundhedsministeren følger udviklingen

TV2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på efterspørgslen fra Lars Østergaard. Det har dog ikke været muligt, men ministeriet henviser til et svar, som ministeren gav til Berlingske.

Sunheds- og Ældreminister Magnus Heunicke (S). / Foto: Philip Davali - Ritzau Scanpix

- Vi følger epidemiens udvikling meget tæt på en række indikatorer, eksempelvis smittetryk, antal smittede, antal indlagte, antal på intensiv osv. Vi har en offensiv teststrategi, der blandt andet omfatter smitteopsporing og mulighed for isolation, udtaler sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til avisen.

- Der er tale om en ny sygdom, hvor vi løbende får ny viden om selve sygdommen og om, hvilke tiltag der har haft størst effekt. Derfor justerer vi løbende vores strategi og beredskab. I en situation som denne er der primært brug for evnen til at kunne aflæse udviklingen og handle hurtigt end for at lægge sig fast på kriterier, som måske hurtigt forældes, tilføjer han.

Risikerer at overse ’lommer’ i samfundet

Siden slutningen af maj har det været muligt for alle voksne i Danmark at bestille tid til en test for Covid-19 gennem hjemmesiden coronaprover.dk.

Det kræver blot, at man logger ind med NemID og efterfølgende bevæger sig hen til et af de hvide testtelte, der er opsat i flere danske byer. I Region Midtjylland ligger teltene i Aarhus, Herning og Viborg.

Ifølge Lars Østergaard er der en svaghed i, at teststrategien beror på en vis grad af tilfældighed.

- Hvis man udelukkende baserer sig på dem, der lader sig teste i dag, så får man ikke alle med. Så kan man sådan set overse nogle lommer rundt omkring i landet eller i nogle særlige befolkningsgrupper, siger han.

De seneste tal fra Statens Serum Institut viser i skrivende stund, at 12.001 personer er testet positive for Covid-19 i Danmark. I alt 594.790 personer er blevet testet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her